Agurketid efter corona

Sommerferietiden omtales mediemæssigt som agurketid. Journalisterne holder som mange andre ferie, og der sættes ikke de store skibe i søen. 

TV sender igen en strøm af genudsendelser. Radioens sædvanlige programmer holder sommerferie, og  lytterne tilbydes genhør og podcasts, – bortset fra nyhedsudsendelserne, som dårligt kan genudsendes. 

Ekstreme vejrforhold som storme, oversvømmelser, lynnedslag og ulidelige varmegrader rammer os i nyhederne. Mange af os er givetvis i år også optaget af trafik- og rejseforhold. De umulige ferier gennem de seneste 1 1/2 år, i hvert fald i udlandet, er igen blevet mulige, men ikke mere end farverne på verdenskortet til stadighed skal følges, og det enkelte lands coronarestriktioner skal undersøges inden indrejse.  De lange bilkøer på de tyske motorveje på vej til Sydeuropa er i år ikke noget, der præger nyhederne. 

Vores fokus skifter, en del af vores livsvilkår.

Agurkerne trives igen i år og modnes i drivhusene uanset hvad.

Jeg har tidligere skrevet om nogle af de forandringer, covid-19 bragte ind i pårørendemiljøet, som jeg beskæftiger mig med.

Måneders venten på at kunne komme i gang med de sædvanlige tilbud og aktiviteter igen for pårørende er overstået. I juli er der igen blevet pakket op og ud til velkomst.

Smågrupperne, hvor typisk fire pårørende mødes, og som jeg startede kort efter corona nedlukningerne foråret 2020, fungerer stadig på bedste vis. Disse smågrupper kommer til at fortsætte selv efter vi nu igen kan mødes i større gruppesammenhænge. Der er opstået fællesskaber i disse grupper, som ingen har lyst til at bryde. Coronatid blev midt i alle sorger, isolation og tab, også en tid, der åbnede for forandringer, åbnede op for muligheden for at gå nye veje.

Glæden over igen at kunne mødes med andre pårørende, som man ikke har set i over et år, har været tydelig. 

Pusterummets første mødeaktivitet blev afholdt for nylig. 15 deltagere dukkede op. De fleste har været med før corona nedlukning, men et par nye deltagere fandt også vej. Så mon ikke, vi kan gå ud fra, at Pusterummet igen bliver pusterum og samtaleplatform også fremover for pårørende til demensramte. 

For første gang i meget lang tid kunne vi ugen efter at have mødtes i Pusterummet sætte os til et veldækket bord med god mad. Madklubbens månedlige arrangement for pårørende er igen startet, og jeg var spændt på, hvordan det ville forløbe. Siden sidst vi spiste sammen er der nemlig sket nogle ændringer i plejehjemscafeen, hvor vi plejer at mødes. Køkkenet har overtaget driften af caféen, så der er ikke mere en fast ansat til at bringe hygge og samtaler ind i caféen, mens den er åben for alle borgere til frokost. Bordene står nu som bare hvide flader, ingen servietter, ingen blomster eller andet, der pynter. 

Vi er der først om aftenen, når caféen er lukket og har altid fået serveret frisklavet mad, hvor kokken har startet vores aften med at præsentere maden for os. Det er også slut med det nu efter næsten seks års fællesspisning, for køkkenet kan ikke mere stille personale til rådighed til at lave mad til tiden, men sætter det fremover i varmekasser og køleskab. Jeg var meget spændt på, hvordan det nu ville blive.  Ville maden stadig synes og smages frisk. 

Jeg tog selv et par buketter med fra min have til at pynte på langbordet, hvor vi dækkede op til 14. Jeg er samtidig gået over til selv at købe vinen til maden i stedet for at købe det af køkkenet. Så sparer vi lidt der. 

Der var straks en dejlig stemning og stor gensynsglæde, da deltagerne begyndte at dukke op. Et par af deltagerne stillede op til at skære kød og laks. Der var to sommerlige salater, rösti og østerssvampesovs som tilbehør. Derefter kaffe/te til desserten, farverig hindbær panna cotta, og, som vi plejer, blev der tilbudt et glas portvin eller Bailey til. Det blev en forrygende start på Madklubbens genopstandelse, og heldigvis blev mine bekymringer om trist og lunken mad gjort til skamme. 

Oprydning inden afgang til hver vores destination sker også med dejlig fælles indsats. Alle føler sig ansvarligge for, at de to timer, vi er sammen, forløber på god vis.

Jeg har fortalt om Pusterummet og Madklubben før, og gør det gerne igen, for der er så meget godt at sige om den form for aktiviteter for pårørende. 

For pårørende er der ikke agurketid, ud over dem vi spiser i salaterne. Enhver tid på året er det nærværet og opmærksomheden over sine kære, der tæller. Træthed, ensomhed, stress, afmagt  brydes af at kunne se frem til at mødes i samvær med andre. Uanset hvor man er som demensramt familie. Man behøver ikke være alene, og når vi mødes, så møder man også andre, som har været der, hvor man selv er lige nu.

Agurkerne står i blomst.

Share with your friends









Submit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *