Velkommen til første måned i efteråret

Sensommer er over os. Dage med kaskader af regn, lettere regnbyger, blæst, tidligere aftenmørke, og dog stadig lunhed i luften.

August er en måned, hvor nye aktiviteter og aftaler igen begynder at tikke ind. Og hvor sædvanlige aktiviteter allerede er i gang eller er ved at blive arrangeret. 

Pusterummet og Madklubben er fællesskaber for pårørende i Lyngby-Taarbæk, hvor vi igen efter lang coronanedlukning kan mødes og fokusere på fællesskaber med samtaler og med spisning. 

Foreningen for pårørende til demensramte i Lyngby-Taarbæk Kommune, som jeg var med til at starte i efteråret, er nu også på banen, først med et arrangement den 21/8 med besøg af instruktør og kunstnerisk leder af Teatergrad Pelle Nordhøj Kann, der fortæller om sine erfaringer med at instruere “Husker du” et teaterstykke om demens. 

Og så den 6/9, hvor foreningen afholder sin første generalforsamling, der indledes med et oplæg af Lyngby-Taarbæk Kommunes centerchef for Sundhed og Omsorg Charlotte Aagaard om, hvordan det konstruktive samarbejde kan fortsætte i overgangen fra pleje og støtte i eget hjem til flytning på plejehjem.

September bliver måneden, hvor jeg skal indfri gamle aftaler om foredrag, som på grund af corona har måttet skubbes, nogle flere gange. Og dertil er nye aftaler for efteråret. 

Nogle foredrag er for en bestemt gruppe, som fx når jeg den 2/9 skal holde oplæg på et valgfag på Metropol, sygeplejerskeuddannelsen, om mine erfaringer som pårørende med et hverdagsliv ved alvorlig sygdom.

Den 15/9 besøger jeg Livsgnisten i Odsherred, hvor jeg på deres cafemøde for demensramte familier skal fortælle om mine erfaringer med at bruge skrivning som en måde at opretholde min egen livsgnist i årene med Steens demenssygdom.

Uge 38 er den uge, hvor mange kommuner har sat alle sejl til for at holde offentlige arrangementer om demens. 

Der er fokus på demens i “Demensugen”, som slutter af med Alzheimerforeningens årlige landsindsamling lørdag den 25/9. 

Jeg skal på en lille tur til Nordjylland, hvor jeg er inviteret til at holde foredrag på biblioteket i Brovst (Jammerbugt) den 21/9 klokken 19-21. Man kan læse mere om foredraget og tilmelde sig på bibliotekets hjemmeside.

Så rejser jeg videre til Hjallerup, hvor jeg dagen efter, den 22/9 holder foredrag på Hjallerup bibliotek klokken 16-18. Man kan læse mere om foredraget og tilmelde sig på bibliotekets hjemmeside.

September bliver en begivenhedsrig måned, og jeg ser frem til at møde deltagere, (kommende) professionelle inden for demensområdet, pårørende, demensramte, andre med interesse for at høre om mine erfaringer som pårørende og ikke mindst håber jeg at kunne medvirke til, at vi får gode dialoger.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Share with your friends









Submit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.