Overskriften var en sætning, der dukkede op i mit hovede sammen med et bestemt billede, da jeg var ude at gå tur i dag.
I flere dage har jeg puttet mig i boligens varme, uden lyst til at gå ud i kulde og blæst mere end højst nødvendigt. Disse dage er et væld af situationer og oplevelser med Steen dukket op. Savnet har været stort, savnet efter at kunne leve et liv sammen med hinanden. Savnet efter at kunne tale sammen, grine sammen.
Jeg tænker ikke på urimeligheden i, at han skulle rammes af demens som 67-årig, at vores samliv gik i smadder, det ville Steen have kaldt skæbne, og skæbne kan vi ikke ændre på.
I går mindede min yngste bror mig om, at vores mor døde for præcis 30 år siden, en uge før hun blev 62. 30 år siden, jeg husker stadig den dag så tydeligt. Det var godt lige at mindes med min bror.
Jeg tændte et lys for de døde i går i min stue. Tænkte på dem. Tænkte på Steen, på min mor, og på min far, der blev 67.
I morges besluttede jeg mig for at komme ud i den friske luft. Det er overskyet men ikke en vind rører sig. Jeg plukkede en lille buket erantis og vintergæk fra haven, undselig men fyldt af kærlighed fra haven. Turen gik forbi kirkegården for at møde stemningen under Steens himmel. Den lille buket blev lagt i fællesblomsterkummen, der blev plads til at give udtryk for det savn, jeg har mærket nogle dage, sorgen fyldte.
Da jeg var klar til at sige farvel gik jeg ud i den dejlige natur, der ligger i området, fandt en ny vej at gå og havnede ved Ravnholm station. Mine tanker blæstes igennem, jeg så på omgivelserne, træerne, de smattede stier, de brune blade, stilheden. Der er plads til nye tanker, en taknemmelighed over alt det jeg har oplevet i kølvandet af Steens sygdom. Taknemmelighed over de år vi havde sammen, taknemmelighed over de mange dejlige mennesker, jeg har mødt, og som selv er i og har oplevet tab og sorg på grund af demens.
Tilbage til sætningen, der dukkede op i mine tanker, da jeg var ved at være hjemme fra min gåtur. Billedet af dronning Margrethe, da hun stod alene foran Christiansborg Slotskirke og kiggede ud over de mange mennesker, der var mødt op i respekt, måske med egne minder og sorg aktiveret af prins Henriks død.
Vi så ryggen af dronningen, der stod der i mørket helt alene, og man kunne se hendes ansigt bevæge sig, da hun skuede ud over forsamlingen af mennesker, der delte sorg. Hvad dronningen har tænkt og følt i det øjeblik, ved hun kun selv, billedet stod stærkt.
Alene og alligevel i et fællesskab.
så smukt