I går, dagen før første påskedag, sendte P2 operaen Parsifal, som med sit religiøse element passer godt i påsketiden. Jeg synes, Parsifal som opera er svær tilgængelig, men det er en opera, som i min livshistorie vækker stærke minder om både liv og død.
Jeg har flere gange set og hørt operaen sammen med Steen i vores musikrum. Steen var meget glad for netop den Wagner opera – faktisk var der få Wagner operaer, han ikke var optaget af, og det gælder i øvrigt også mig selv. Jeg var og er stor nyder af Wagners operaer. Vi havde mange års fælles oplevelser med Wagner operaer som fx, Ringen, Tannhäuser, Tristan og Isolde for at nævne nogle. Nu lytter jeg alene, herhjemme eller i en opera et sted.
To oplevelser, hvor Steen, jeg og Parsifal indgår, står stærkt i min erindring.
For mange år siden kørte vi i påsken i grænselandet mellem det gamle DDR og Vesttyskland. Vi oplevede de små byer, der med sammenlægningen af øst og vest begyndte at håbe på øget turisme. Stadig brostensbelagte og med dårlig natbelysning. Vi gjorde holdt for en overnatning ved en stor imposant bygning, der var sat i stand og ventede på tursiter, som kunne nyde de nærliggende skove og gå på jagt. Vi var de eneste gæster, blev indlogeret i et simpelt værelse, og der blev ringet efter kokken, som kom og tilberedte nogle lækre fiskeretter valgt fra spisekortet. Næste morgen stod vi op til et dejligt morgenbord, hvor vi som de eneste gæster i øvrigt havde god lejlighed til at få en snak med hotellets ejer, der havde satset alt på sin drøm, dette hotel.
Vi kørte videre til Dresden, og her fandt vi ud af, at Parsifal blev opført i Semperoperaen samme aften. Vi var så heldige, at Turistkontoret netop havde fået to billetter indleveret til videresalg til en opera, hvor billetterne for længst var udsolgt. Vi fik to gode billetter, oven i købet ikke til sortbørspris (billetter solgtes uden for operaen inden forestillingen til særlige priser, så vi senere på dagen). Inden operaen kørte vi til Hygiejnemuseet, som var en oplevelse i sig selv. Vi skiftede til pænt tøj i bilen og begik den dumhed at lade bilen stå på museets store parkeringsplads og i stedet gå de 20 minutter ind til byen. Solen skinnede, der holdt masser af biler, og der var mange menensker.
Det var en stor oplevelse både at være i Semperoperaen og at opleve Parsifal opført. Da vi skulle tilbage til bilen, var det blevet mørkt. Vi besluttede at gå det stykke vej efter fem timer i operaen i stedet for at tage en taxi. Det var endnu en meget dum beslutning, for det viste sig, at parkområdet, hvor museet lå, nu var skummelt og mørkt. Der var ingen mennesker bortset fra et par skikkelser, der fulgte efter os. Vi gik hurtigere og hurtigere, og da vi endelig så vores bil i det fjerne, kunne vi se, at det var den eneste bil, der var parkeret på dette øde område. Vi nåede frem til bilen, sprang ind og låste dørene. Vi skulle straks afsted, frygten sad i os. Idet vi kørte ud, så vi en politibil, som kørte rundt, og da var vi overbeviste om, at de havde passet på vores bil. Hvem ellers end et par turister, der ikke tænkte sig om, kunne havne i så åndssvag en situation. Nu ville vi bare ud af byen, og vi opgav at tage ind og overnatte på den bed and breakfast, vi havde bestilt på turistkontoret.
Den allersidste gang, Steen og jeg hørte Parsifal sammen, var den 31.august 2015. Steen lå for døden, og jeg satte Parsifal på dvd-afspilleren, der nu stod tæt ved hans seng på plejehjemmet.
Steen havde altid foretrukket høj musik, så jeg skruede op. Vi lyttede i fællesskab, jeg holdt hånd og var tæt på ham. Tidspunktet for samtale var forbi, men jeg er ikke i tvivl om, at musikken, han kendte, trængte ind til ham. I slutningen af sidste akt åndede Steen ud. Da Steen senere blev klædt på til sin sidste rejse, fik han sit pæne sæt tøj på, som han ofte bar, når vi var til opera i Danmark eller et andet sted i verden, og slipset – det havde han mange år tidligere erhvervet sig, fordi der på silken var malet et sværd og ordet “Parsifal”.
