Livets åndehuller

Jeg holder meget af morgener. Der er stille inde og ude. Og alligevel ikke helt stille. P2 morgenmusik får mig ført ind i dagen. Fuglene er startet nogle timer, før jeg står op. Affald bliver hentet, og der skramles med affaldsstativet eller med at tømme plastikbeholderne med haveaffald eller genbrug op i lastbilerne, der lige kan møve sig ned igennem den smalle villavej med bilerne endnu parkeret på begge sider af vejen. Denne morgen skinner solen allerede gennem lindetræet, der blæser lidt i vinden. Månen er ovre på den anden side af huset, hvor blå himmel vidner om endnu en smuk efterårsdag.

Kort sagt, livet er igang. Jeg mærker livet om mig, mens jeg sidder og skriver med en kop friskbrygget kaffe på bordet ved siden af Mac´en.

Når jeg giver mig tid til at tage morgener til mig, mærke dem, nyde dem, så er jeg bedre rustet til dagen, der byder ind med oplevelser og udfordinger. Nogle allerede kendte, andre kommer til. Jeg ved, jeg om lidt skal afsted til S-toget mod København for at sætte mig ind i toget til Sønderjylland, hvor jeg skal besøge en veninde. Jeg ser frem til gensynet og til, at vi får et par gode dage sammen med snak, grin og gåture. Jeg har planer om at sidde og lade mig føre med af togets kørerytme over Sjælland, Fyn og ned over Jylland, nyde udsigten og læse i en avis. Uvidende om, hvad der dukker op i sindet i dagens løb. Tanker, savn, minder, ønsker og behov.

Når jeg ser ud af togvinduet, kan det være, der dukker erindringer op af Steens og mine mange køreture i bil på vej til Fyn og Jylland. På vej til hans moster i Odense. På vej til sensommerferie i Kandestederne. Eller på vej til Hirtshals. Så dukker erindringerne op om Steens 60 års fødselsdag, hvor han ønskede at overraske mig med en rejse til det ukendte. Det var først på vej op gennem Jylland, hvor jeg intetanende bemærkede, at vi mødte mange færøske biler, at det gik op for mig, at vi var på vores første etape mod Færøerne. En fantastisk tur, som jeg med glæde genkalder mig. Turen ret gennem Jylland til Esbjerg for at sejle til Harwich og køre rundt i det sydlige England. Skiftene mellem primitive campingpladser og dejlige hoteller, Oxford, Cambridge, Bath og Hastings som gjorde et dejligt indtryk og med så meget dansk forbundet historie.

Mange af de minder havde Steen også på trods af demenssygdom, og vi kunne tale om flere af oplevelserne og på den måde være sammen igen om turene for et øjeblik i ord og med billeder fra turene.

Vi udsatte ikke, vi levede mens vi kunne. Sådan tænker jeg tilbage.

Nu er billederne og erindringerne ikke mere fælleseje.

Erindringer og følelserne, de giver, er med til at holde liv i os. Som da jeg kunne dele dem med Steen, eller som nu hvor de dukker op på forskellige tidspunkter, pludselig belejrer mit sind og følelser, fordi jeg støder på noget, der aktiverer minderne. Et kig ud af vinduet, den stille morgenstund alene, filmen fra TV i går eller i forgårs, fra lande og byer vi har besøgt sammen.

Dagen er sparket igang, og jeg ser frem til at kaste tasken over skulderen og bevæge mig op mod stationen til nye gode udfordringer med øjne og ører åbne for at suge dagens liv til mig.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Share with your friends









Submit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *