Pårørendenetværk – find dem, brug det

Det virker at deltage i pårørendegruppe og i andre fællesskaber for ligesindede.

Der er så meget postivt at sige om at deltage i fællesskab med andre, der er i samme situation som én selv.

Steen var netop kommet på akut aflastning på et plejehjem, da situationen hjemme hos os efterhånden var meget tilspidset. Jeg var blevet sygemeldt fra mit arbejde som socialrådgiver, det private hjemmeplejefirma, der skulle komme om morgenen og hjælpe Steen med at komme i bad og få tøj på, kom sjældent til aftalt tid, så jeg havde som regel ordnet det hele, når en eller anden hjælper dukkede op. Steen var både meget flad energimæssigt og meget opfarende, og jeg havde i det hele taget svært ved at magte det praktiske og følelsesmæssige alene på skansen.

Oplevelsen af at blive aflastet var ikke imponerende. Steen forblev i aflastningenheden på plejehjemmet de kommende fem måneder, og det blev en meget svær periode, som ikke gav mig det overskud, jeg havde forventet. Omtrent samtidig startede jeg i en pårørendegruppe, som kommunens demenskonsulenter stod for. Jeg var skeptisk, var det mon noget for mig. Ok, jeg giver det en chance, kan jeg huske, jeg tænkte og mødte op. Vi var omkring ti ægtefæller i alderen  50erne til 80erne, som havde det til fælles, at vores ægtefæller havde en demenssygdom. Jeg var på det tidspunkt den eneste, som havde en ægtefælle på plejehjem. – Jeg vil lige nævne, at der oprindeligt var tale om en tre ugers aflastning men på grund af forholdene endte det med, at Steen aldrig kom hjem igen, men det er lige nu en anden historie.

Jeg blev meget glad for at komme i pårørendegruppen hver anden uge. Det blev et åndehul af fællesskab, et åndehul, hvor jeg kunne slippe mine frustrationer, min sorg og min afmagt. Det betød alverden at kunne tale med andre i samme situation. Det var også et plus, at vi var forskellige. Havde forskellige livserfaringer, alder, køn, nogle stadig i arbejde. Efter otte møder ophørte kommunens tilbud, men vores behov for at tale sammen og dele erfaringer var absolut ikke ophørt. Vi fortsatte derfor med at mødes privat. I starten hos mig, da jeg som den eneste på det tidspunkt, boede alene.

Mere end tre år efter mødes gruppen stadigvæk. For nylig måtte den sidste i gruppen sige farvel til sin mand på hjemadressen og indrette ny bolig til ham på plejehjemmet. Vi er to, der har mistet i perioden. Jeg er gået ud af pårørendegruppen efter Steens død for et år siden, men jeg mødes stadig  med alle fra gruppen i andre netværkssammenhænge. Bla i den åbne cafe for pårørende, som jeg var med til at starte for 1 1/2 år siden og i madklubben, som jeg startede med køkkenchefen på et af kommunens plejehjem for et år siden.

Når jeg påstår, det virker at ses med andre i samme situation, er det fordi jeg oplever den hjælp og støtte, der er mellem pårørende. Den støtte jeg selv fik. Samtalen, dialogen. Man kommer til bisættelser, vi ved jo, vi mister. Vi har nu en telefonkæde til brug ved feks dødsfald. Deltagelse i arrangementer om demens eller borgermøder. Kort og godt er der både alvor, praktisk hjælp, et knus, et kærligt ord, gråd, omsorg, latter og håb i de netværk, der bygges op.

Fællesskabet mellem pårørende er specielt, og man kan give og få støtte i alle de forskellige faser og former, demensen optræder i. Da jeg mistede Steen sidste år, mødte pårørende op, der aldrig havde mødt Steen, ved bisættelsen. Det varmede.

Jeg kunne godt have brugt at bryde den isolation og afmagt, jeg ofte følte, da Steen stadig boede hjemme med en demenssygdom i rivende udvikling. Det ville have være en stor hjælp at tale med andre i samme situation som mig. Det giver derfor mening for mig stadig at deltage, bakke op og støtte, hvor jeg kan.