Der er ikke noget som en god gåtur. Jeg tænker bedre, humøret stiger, naturen indfinder sig på nethinden og fylder mig med lyde. Sådan har jeg det. Og der er også meget, der tyder på, at bevægelse/motion er godt for demensramte. Måske det klarer hjernen, forlænger sygdomsudviklingen, giver mere energi og en god fysisk og psykisk oplevelse.
Steen og jeg gik ofte sammen den lille gåtur, jeg var ude på i dag. Da han boede hjemme og var rask. Vi gik i det hele taget ofte ture i området, hvor vi boede.
Et par år før demensen indtrådte, havde han fået mange smerter i fødderne. De hævede, og balancen var skadet. Ikke nogle symptomer, som blev taget alvorligt i lægesystemet, men som Steen var plaget af. Han ville endnu ikke bruge stok, så gangen blev vanskeligere med tiden.
Senere, på Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, fik vi at vide, at hans problemer med hævede fødder og dårlig balance skyldtes den vaskulære demens. Han blev henvist til genoptræning i kommunen. Endelig efter flere år en forklaring, men nu på et tidspunkt, hvor det ikke gav mening for Steen. Senere blev han henvist til fysioterapeut men kunne ikke gå de 300 meter dertil. Så kom fysioterapeuten hjem til ham. Men han var meget uvillig til at modtage hjælp og kunne ikke se formålet med at bevæge sig.
Demenssygdommen medførte også mangel på initiativ, ligesom det medførte større spislyst og vægtøgning. Jeg magtede ikke at få Steen med ud på en daglig gåtur. Jeg kendte ikke nogen, som kunne stille op og gå ture med ham.
Der blev ikke opbygget en rutine med gåture.
Heller ikke, da han kom på plejehjem. Der blev rutinen hurtigt, at han oftest sad på en stol eller lå på sin seng. Og så er det svært at ændre. Det lykkedes mig i ny og næ at få ham med på en ganske kort gåtur, eller bare udenfor på en bænk, hvor vi kunne sidde og spise en is. Jeg valgte at bruge frisøren på torvet i nærheden af plejehjemmet, når Steen skulle klippes, så fik gåturen et formål. Nogle gange lykkedes det også for en medarbejder at få ham med ud på en lille tur. Men dilemmaet står tilbage: det er sundt at røre sig sat overfor, at man ikke må nøde en borger/beboer til at gøre noget, han giver udtryk for, han ikke vil.
I bagklogskabens lys ville det have krævet mere aktiv støtte, og der skulle afsættes den nødvendige tid til at opbygge og gennemføre den rutine, både mens han boede hjemme, og da han senere kom på plejehjem. De hævede fødder og ben skulle være behandlet tidligere. Det var først på det sidste plejehjem, at der blev taget hånd om den side med investering i støttestrømper.
Men også tilgangen til at opbygge en hverdag med små gåture skal være den rigtige. “Vil du med ud at gå en tur?”, virkede ikke. Han var generelt nejsiger. “Kom vi skal ud og hilse på hunden, der er på besøg nedenunder. Her er nogle hundekiks, du kan tage i lommen”, eller “Jeg hjælper dig lige dine sko på, så vi kan komme udenfor”, og opbygningen af en fast daglig rute havde måske gjort det muligt at komme ud og røre sig udenfor (pleje)hjemmets rammer. De gange, det lykkedes mig at få Steen med ud at gå, oplevede jeg rent faktisk, at han blev i bedre humør, også selv om han blev træt.
Det går hurtigt ned ad bakke, kroppen går hurtigt i forfald og hjernen går i stå, hvis man ikke får rørt sig, det gælder alle, syge som raske.
Faktisk har dette indlæg valgt at gå i en helt anden retning, end hvor mine tanker var, da jeg kom hjem fra gåturen. Når jeg sætter mig til tasterne, føres jeg ofte i andre retninger, end jeg havde forudset. Jeg bliver grebet af erindringer og tanker fra datiden.
Jeg ville have taget tråden op fra forrige indlæg om årsdagen for Steens død. Ville fundere over, hvordan jeg og andre pårørende ofte har oplevet tab af kontakt med venner, kolleger, bekendte, familie, når demens bliver ens hverdag. Om de, der blev og støttede og hjalp. Og mine tanker om, hvor venner og familie er et år efter dødsfald. Er han glemt, er jeg glemt. Sikkert ikke, men det lunede med de få mails jeg fik, hvor man huskede og mindedes.