For et par måneder siden gik ninasklumme i luften. Efter at have overvejet og og sat mig ind i, hvad det vil sige at blogge, og hvordan man starter en blog, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det. At kaste mig ud i at åbne op for et flow, som tager udgangspunkt i mit eget liv, i mine personlige erfaringer med demens, dengang det var en nær del af min hverdag, og i mine oplevelser nu hvor det stadig er en del af mit liv men på en anden måde, end da Steen levede.
Der var årene, hvor Steen blev mere og mere påvirket af demens, flyttede på plejehjem, fik kræft og døde. Der var årene, hvor jeg oplevede, hvordan det var at gå fra at være ægtefælle til at blive pårørende. Hvor jeg gik fra aktiv socialrådgiver på fuld tid til sygemeldt til fyret til at gå på efterløn. Til at blive alene, – endelgyldigt – og begynde at tygge på min identitet som enke.
Nu er der gået over et år, siden Steen døde, og jeg er stadig involveret i dementes og pårørendes tilværelse. Jeg sørger for, at både Pusterummet og Madklubben for pårørende holder åbent en gang om måneden. Jeg er aktiv deltager i opfølgning af, om kommunes demenshandleplan indfries. Jeg underviser på sosuskole som gæstelærer, samarbejder med Alzheimerforeningen mm. Fordi det giver mening.
I mine overvejelser om at starte en blog dukkede betænkeligheder op ved at skrive om mit liv, om mine oplevelser og erfaringer. Hvordan ville det være at skrive ud til læsere, som jeg ikke har mødt, ikke kender. Men dels overvandt min glæde ved at skrive betænkeligheden, dels ved jeg fra mine år sammen med andre pårørende og fra de gange, jeg har optrådt i TV og presse som pårørende med mine erfaringer, hvad det betyder at dele erfaringer. Jeg er ikke ene om at have de oplevelser, erfaringer og følelser, jeg beskriver.
Jeg har med min blog bevæget mig ind i en ny verden, ind på en ny platform. Jeg kom igang. Jeg vil gerne gøre mere ud af sidens opsætning, mulighederne for at kunne abonnere på min side og vil også gerne henvise til relevante adresser og tilbud inden for demens og pårørendeområdet. Men der ramte jeg alligevel en mur. Her rakte mine færdigheder ikke. En ven sagde, “jamen du er kommet igang, tag det roligt og spring over hvor gærdet er lavest”. Og det har han jo ret i. Jeg kom igang, og hen ad vejen skal der nok komme mere styr på det, jeg synes, der mangler.
Det med at springe over, hvor gærdet er lavest, satte alligevel tankerne igang. Hvorfor være højdespringer eller længdespringer, hvis man kan springe over hvor gærdet er lavest. En side af mig selv, jeg også kender fra dengang, Steen levede. Det var svært at springe over et lavt gærde dengang, men alligevel tankevækkende. Kunne jeg nogle gange have ladet andre tage over, og smutte over gærdet? Jeg gjorde det da af og til, da mine skuldre var tyngede af ansvarsfølelse. Jeg øvede mig i at lade andre tage over nu og da, men det kræver tillid.
“no man is an island”.
Min blog har fået en god modtagelse. Jeg har fået varme og dejlige tilkendegivelser både fra mennesker, jeg kender og nogle, jeg ikke kender. Jeg har fået spørgsmål, og det er I velkomne til.
Tak for det.
Jeg har stadig mere på hjerte.
