For nylig tog jeg til Toscana på ferie. Jeg kunne skrive dejlige beretninger om den skønne (na)tur. Det er dog ikke mit formål denne gang.
I de heldigvis mange år, hvor Steen var rask, rejste vi for os selv.
To gange rejste vi dog på arrangeret tur med et rejseselskab. Første gang var på en fælles bustur med et hold for os ukendte mennesker, men med en fælles interessere, opera. Rejsen gik til Chemnitz i Tyskland, hvor vi så Wagners Ringen.
Anden gang var, da Steen var blevet ramt af demens. Vi vidste ikke endnu, at det var det, det handlede om, men han var blevet dårligt gående og havde ændret adfærd. Den gammelkendte Steen var ikke helt tilstede. Det var allerede temmelig kaotiske hverdage, og jeg trængte til nogle dage hjemmefra. Jeg foreslog derfor, at vi tog på en tur til Alsace, med bus. Jeg bestilte rejsen, og vi drog afsted ned gennem Tyskland til Strassbourg. Det fungerede, omend ferien var helt anderledes end tidligere ferier.
Jeg var allerede igang med at ændre rejsemønster.
Efter Steens død har jeg måttet retænke min måde at holde ferie på. Jeg har været igennem overvejelser om at rejse alene, sammen med en veninde, om det skal være en vandretur, kulturtur i storby, badeferie.
Jeg lagde ud med en bror-søster tur til Thailand for at mødes med noget familie derude. Det viste sig at være en rigtig god måde for mig at komme igang med at rejse.
Jeg var sammen med familie. Selv om vi ikke ses så ofte i hverdagen, og ikke plejer at rejse sammen, så har vi en fælles historie i og med vores opvækst. Vi har et fælles sprog og humor, vi benyttede os af på de to ture, det er blevet til, rundt i Thailand.
Det var et stort og dejligt rejseløft for mig. Og samtidig rejste jeg til en destination, hvor Steen og jeg ikke har været før.
Jeg har derefter valgt at koncentrere mig om nye destinationer, så det ikke bliver en rejse “down memory lane” men med muligheder for nye og friske oplevelser for mig selv. Og der findes mange steder, alene i Europa, jeg ikke har besøgt med Steen, og som jeg gerne vil se.
Senere er turen gået til et wellnessophold i Budapest, hvor en veninde valgte at tage med. Dog med eget værelse, jeg nyder at kunne lukke min egen dør.
Ved årsskiftet satte jeg mig for, at jeg i 2017 ville vælge en rejse alene. Jeg fravalgte at rejse med en veninde, da jeg havde brug for at opleve, hvordan en rejse på egen hånd (dog i en gruppe) ville fungere.
Det viste sig at være et godt valg for mig. Jeg havde nemt ved at tale med de fleste i rejsegruppen. Rejsegruppen bestod mestendels af par. Der var programlagt daglige ture til toscanske byer. Vi tog som oftest toget og gik samlet rundt til formidable guiders introduktion af de forskellige byer, vi besøgte, for derefter selv at gå rundt på egen hånd og vælge det, man under rundturen følte sig fristet til at se nærmere på. De daglige ture rystede stille og roligt sammen med fælles oplevelser.
Frokost spiste jeg sammen med forskellige eller alene. Netop denne mulighed for at kunne vælge at spise alene, oplevede jeg som dejligt. Jeg nød også at have eget værelse, vågne op om morgenen og starte i mit eget tempo, få ro og fred, når jeg lukkede min dør (bortset fra alle lydene, som hoteller ofte er fyldt af).
Det bliver ikke sidste gang, jeg rejser på denne måde, – og alene.
Jeg følte mig ikke ensom, jeg følte mig ikke udenfor. Jeg var alene på den gode måde.
En del af formålet med rejsen var også at komme lidt væk fra dagligdagen, hvor jeg bruger megen af min tid på demensområdet, min have, venindebesøg og gåture i området, hvor jeg bor. Nu skulle jeg fokusere på nye oplevelser og omgivelser.
Men jeg opdagede, og må acceptere, at Steens sygdomsforløb og min optagethed af demens følger med mig, også til Toscana. Det er jo en del af mig, en del af min livshistorie, og en del af mit nuværende engagement.
Fortiden kan ikke skæres væk, lukkes ned. Fortiden følger med, men den behøver ikke forfølge én. Det var en god erkendelse.
I lufthavnen på vej til Toscana mødte jeg en kvinde, der også skulle med flyet, sammen med to veninder, dog med et andet rejsebureau. De skulle på vandretur i det skønne Toscana. Vi talte lidt om at rejse, og hun fortalte mig, at hun havde svært ved at finde de ord, hun skulle bruge. De var i hovedet men ville ikke komme ud. Jeg fortalte hende, at min mand havde haft demens, og vi fik en god samtale om hendes demenssygdom. Jeg vil tro, hun er jævnaldrende med mig, i 60erne. Psykolog, som Steen.
Hun fandt sin smartphone frem og viste mig, hvordan hun har lavet en slags ordbog i app´en noter. F.eks var der en overskrift, der hed MAD. Herunder alfabetet. Under A stod feks, abrikos, appelsiner osv. Når hun købte ind, kunne hun vise ordet, hvis hun ikke kunne sige det.
En rigtig god ide, jeg fik lov at give videre til andre, hos hvem demensen endnu ikke er mere udtalt, end man kan klare de fleste daglige opgaver, rejse og færdes i dagliglivet. Hvor ordet er i hjernen men ikke vil komme ud af munden.
Til Nina – jeg har læst dit indlæg – blev berørt af det du skrev. Troede først du selv var “dems” – men fandt så ud af at det var din mand, som havde været det. Jeg har desværre også fået demens. Fik dianosen for ca 1 år siden og er på medicin og klarer mig rigtig godt – med “Donepecil” og med skarp træning og mange gode venner . Jeg kunne godt tænke mig at rejse, men tør ikke, da jeg er bange for at “fare vild”, så jeg tager nok på en højskole for pensionister.
Tak for dit indlæg – Bedste hilsner – Sonny Lillian
Kære Sonny, mange tak for at fortælle om dine tanker og overvejelser omkring det at rejse. Jeg ved af egen erfaring og fra andre jeg kender, at rejseform og -muligheder ændrer sig med demenssygdommens udvikling. Du har mod på at komme ud at rejse, men ikke alene. Du skriver, du har gode venner, måske du kan rejse sammen med et par venner, så du slipper for angsten for at “fare vild” og er sammen med nogle, der kender dig. Tal med dem om det. Det lyder også som en god ide med højskoleophold. Har du undersøgt mulighederne i Alzheimerforeningen, de tilbyder højskoleophold. Jeg ønsker dig en god sommer og håber, du finder en god løsning på en kommende ferietur. Mange hilsner Nina