“Kommer du snart med et nyt indlæg i din klumme”, spurgte en af mine venner forleden dag. En af mine faste læsere, som gang på gang kan nikke genkendende til de emner, jeg tager op fra mit eget liv.
Det er rigtigt, at der er gået nogle dage siden mit seneste indlæg, der handlede om venskaber, “That´s What Friends Are For”. Kort efter det indlæg viste det sig at være aktuelt i mit liv, – at have aktive og nærværende venner. I forbindelse med en operation, jeg måtte igennem.
Jeg har ikke haft den store energi, endsige inspiration, efter operationen til at sætte mig til tasterne. Og det var en lettelse for mig at kunne sige til min ven. “Jeg skriver, når jeg har noget på hjerte. Jeg skriver af lyst”.
I årene, hvor Steens demenssygdom udviklede sig, var så mange handlinger bundet op på nødvendighed. Mange, tunge, beslutninger hvilede på mine skuldre. Beslutninger og handlinger som langt fra var lystbetonede men nødvendige.
For eksempel beslutningen om at lukke fremmede mennesker ind i vores hjem for at hjælpe med rengøring og personlig pleje, indkøb af tøj og sko til Steen – og ofte efterfølgende bytning, da han havde ændret sig så meget fysisk -, da han holdt op med at gå i butikker. Fra tanker til nødvendig handling med indflytning på plejehjem. Og efterfølgende flytning, to flytninger til nye plejehjem. Absolut ikke af lyst men af nød. For at han kunne få en værdig tilværelse på trods af demenssygdom med manglende sygdomsindsigt og svigtende evne til selv at tage affære.
De næsten daglige besøg på plejehjemmet var vel en kombination af lyst og af nød. Jeg havde jo altid lyst til at være sammen med Steen. Men det var ikke samvær på jævnbyrdige betingelser, det var ud fra de givne muligheder, og derfor også af nød. Vores samvær lignede ikke noget fra dengang, han var rask, og hvor vi havde et for os normalt dagligliv, som var præget af lyst mere end af nød. Man flytter ikke på plejehjem af lyst, men fordi det ikke kan være anderledes.
Når jeg nu folder lyst og nød ud, så er det ikke, fordi jeg gik og tænkte på den måde dengang. Jeg stillede op til det dagens vilkår, jeg var der, jeg glædede mig over de små positive oplevelser, vi havde sammen. Jeg var træt, jeg havde dårlig samvittighed, var trist. Jeg bevægede mig hele tiden inde i kernen, i centrum af hans liv, ud fra de givne betingelser. Med mindre plads til min egen kerne. At jeg nu kan skrive om lyst og nød, er nok fordi jeg har fået sygdomsårene og oplevelserne på afstand og har fundet mere plads til at finde min egen kerne, mine egne behov.
Da Steen blev uhelbredelig syg af kræft i bugspytkirtlen, var det nødvendigt at tænke på den snarlige og uigenkaldelige død. Tale sammen om det kunne vi ikke, da Steen ikke havde nogen sygdomserkendelse. Jeg fortalte ham dog om mit nærvær, af lyst. Vi havde sagt ja til at leve med hinanden i lyst og i nød, til døden os skiller. Jeg fortalte ham, flere gange, at jeg var der, at han kunne regne med mig, til døden os skilte.
Jeg var Steens eneste familie, og jeg besluttede, at han skulle stedes til hvile i fællesgraven på Lundtofte kirkegård. Jeg havde ikke haft overskud til at gå forbi og se på området. Men da jeg endelig så det, kunne det ikke have været bedre. En kæmpehøj lå der, der gav mig assosiationer til Wagners Ringen. Til gudernes rige, Valkyrierne. Ok, det er måske ikke så kristent, men det var så rigtigt, fordi jeg fik oplevelsen af, at Steen nu sad som en helt blandt valkyrierne med mulighed for at høre sin højtelskede Wagnermusik. Min beslutning om at vælge fællesgrav har også betydet, at jeg kommer af lyst. Jeg går jævnligt forbi gravhøjen og tænder et lys for Steen og får mig en lille snak med ham.
Jeg håber, du læser min klumme af lyst.
Og da vi er på årets sidste dag,vil jeg ønske alle, der læser med, et rigtigt godt Nytår 2017. Jeg sender mange gode og kærlige tanker til alle, der har demens tæt inde på livet.
