At leve i og med demensens verden er fyldt af overgange. Både for den, der er blevet ramt af demens og for pårørende. Overgange efterhånden som sygdommen udvikler sig og fratager den demente flere og flere færdigheder. Kognitive og fysiske færdigheder, og evnen til at klare sig uden mere og mere hjælp fra andre mennesker og med flere og flere hjælpemidler inden for rækkevidde.
Overgangene fra rask, næsten rask, til “der er noget, der ikke er helt, som det skal være”, overgangen fra at kunne klare sig uden for hjemmet alene, købe ind, tage på arbejde, køre bil, gå uden stok, ringe op på sin mobil, læse avis og bøger, tænde for pc´en, betale regninger, bestille håndværker, være vært for gæster, tage på besøg hos venner, tage på ferie, tænde, slukke og indstille musikanlæg, tænde og slukke for TV, fra at kunne se aktualitetsprogrammer og film, udfolde sine meninger og holdninger i et rigt og levende og intelligent sprog, fra at kunne lave indbydende og velsmagende middagsretter, gå på restaurant, gå en aftentur i nærområdet eller en tur til Lyngby………….
Overgangene som alle er forbundet med uigenkaldelige tab. Tab af evne, muligheder og lyst på flere og flere områder, hvor hverdagen indskrænkes. Det oplevede jeg ihvertfald som ægtefælle. Hver gang, jeg måtte konstatere, at det kunne Steen ikke mere eller det kunne vi ikke mere sammen, var det forbundet med et tab – og overgang til noget nyt.
Overgang fra at gå på arbejde, til at blive hentet til dagcenter, først en dag om ugen, så to, så tre og endelig fire dage om ugen.
Overgang fra at bo hjemme til at komme på plejehjem. Fra at kunne tage på små ture sammen fra plejehjemmet, små gåture, en tur i bil for at besøge venner, tage på cafe, til samvær med andre demente og pårørende. Til ikke at have behov for at forlade plejeboligen, ikke engang for at “stikke af”.
Overgang fra plejehjem til hospital og tilbage igen. Fra at kunne komme ud af sengen og sidde i sin stue til ikke mere at stå op.
Overgang fra liv til det endelige farvel.
Sådan så og fulgte jeg overgangene. Nu kan jeg se det udefra som et forløb. Dengang var jeg midt i det, levede i det og med det og udviklede evnen til at se, hvad der var, i stedet for hvad der ikke var.
Mine overgange skete fra at være på arbejdsmarkedet på fuld tid til at blive sygemeldt på grund af for stor belastning, til at blive fyret, da belastningerne ikke ophørte. Overgangen fra at være en glad medarbejder blandt den danske arbejdsstyrke til at indløse min efterlønsmulighed. – Jeg vil senere komme tilbage til, hvordan det er at være i arbejde og leve med en, der er uhelbredeligt syg med demens.
Overgangene fra at være ægtefælle, sparringspartner, rejsefælle, samlever, fra at dyrke operaens og musikkens glæder, dejlige smutture til storbyer, campingferier, samarbejde, loppemarkedsture, god mad og samvær med venner til at at blive omsorgsgiver, advokat, oversætter, ensidig støtte, fra vi til du. Og den ultimative overgang, at blive enke.
