Jeg har lige været på ferie, to uger i Thailand. Jeg rejste afsted med min yngste bror for at mødes med vores anden bror og holde ferie sammen.
Hvorfor er det nu interessant eller relevant i denne blog om at være pårørende og om demens. Det er det, af flere grunde.
For det første kunne jeg mærke en stor ændring i at holde ferie denne gang i forhold til for et år siden, hvor jeg også var i Thailand med mine brødre. Min livssituation havde mærkbart rykket sig. Sidste år rejste jeg to måneder efter Steen var død. Jeg havde meget brug for at komme hjemmefra, finde ud af hvordan det er at tænke og handle og opleve for første gang alene på ferie uden ham. Eller i hvertfald for første gang efter hans død. Ferien var fantastisk. Jeg fik mange gode, spændende, sjove oplevelser, fik grinet og følte en stor lettelse over at kunne bevæge mig rundt i dette nye univers med glæde og nysgerrighed, slappe af og give plads til savnet, uden det hæmmede min ferieoplevelse. Jeg kom beriget tibage med nye kræfter. Vi lovede hinanden, mine brødre og jeg, at vi ville rejse en tur sammen igen året efter. Og det er så det, vi lige har gjort. Endnu en fantastisk oplevelse hvor jeg kunne mærke på mig selv, hvordan mit liv har bevæget sig fremad siden året før. Jeg hvilede mere i mig selv, oplevede tydeligere egne behov.
Og det fører mig til for det andet at nævne, hvor meget jeg stadigvæk er i stand til at være i nuet. Og at være i det, der er, i stedet for i det, der ikke er. Og hvad vil jeg sige med det? Da Steen levede, hjalp det mig meget ikke på forhånd at gøre mig alle mulige forestillinger om, hvordan vores dag skulle forme sig, eller hvordan han nu havde det, når jeg kom på plejehjemmet. Jeg lærte mig efterhånden at vente med at tage stilling, med at handle til jeg havde mødt Steen og fornemmet hans humør, hans nærvær eller fravær, hans kræfter. Det tog tid for mig at lære. Jeg er meget handlingsorienteret og ville have, at han skulle have det bedst muligt og den bedste dag, hver dag. Jeg har mange gange på vej til plejehjemmet, eller da han stadig boede hjemme, forestillet mig alt muligt vi skulle sammnen, eller jeg skulle gøre for ham, og så når jeg mødte ham, så var han et helt andet sted. Da jeg begyndte at tage det mere roligt ved at sige til mig selv, “jeg må først se, hvordan han har det i dag”, så landede jeg også i et større nærvær og en større indre ro. Bare sidde og holde hånden, læse op af en bog, drikke en kop kaffe sammen. Glæde mig over de små ting i samværet, og i det der var, og ikke i det der ikke var mere. Jo, jo, tabene var der, mange tab, som I, der har mistet, også kender så godt til, men tabene fik ikke plads, lige når vi sad sammen i hans stue.
For det tredie var det meget småt med at holde ferie, efterhånden som Steens demens udviklede sig. Sidste fælles ferie var juleferien på Madeira i 2012. Jeg havde svært ved at efterlade Steen derhjemme og selv tage på ferie. Det blev i den periode, hvor han boede hjemme til en tre dages tur med min datter til Pragh og fem dage i Kosovo for at besøge nogle venner. Ferier, jeg i den grad havde behov for og nød, men hvor virkeligheden kaldte på mig, straks jeg trådte ind af døren. Især ved hjemkomsten fra Kosovo. Det var to måneder, før Steen kom på plejehjem. Alt var kaos i hjemmet, hjemmeplejen havde ikke hjulpet som aftalt. Heldigvis havde en god ven været forbi flere gange. Jeg husker stadig, hvor grædefærdig jeg var over at se den mand, der altid har haft tjek på sig selv og sit liv, sidde der forhutlet, forvirret på sengekanten på en uredt og beskidt seng, da jeg om eftermiddagen trådte ind ad døren.
De to år, Steen boede på plejehjem, tog jeg ikke på ferie. Man glemmer, jeg glemte, hvor stor betydning det har at koble hjernen fra og modtage nye indtryk, vende hjem med fornyet energi og en frisk evne til at se på, hvad der er væsentligt, og hvad der kan udskydes, vente eller ryge i glemmebogen.
Jeg har ikke mistet evnen til at være til stede i nuet og nyde det, der er. Jeg er i stand til at fornemme egne behov. De år med sygdom og tab har gjort denne evne mere skarp. Det blev helt klart for mig på min netop afsluttede ferie. Jeg evnede stadig at være til stede i nuet, se omgivelserne omkring mig, hvor jeg end var. Det gav en dejlig følelse af velvære, ro og frihed. Jeg er blevet rigtig god til at tage mig af mig selv. Til at mærke mine egne behov og tage hensyn til dem. Jeg kunne vende hjem efter en tiltrængt ferie med oplevelsen af, at livet går videre, med en oplevelse af at brikkerne af, hvad der er vigtigt, hvad der kan lægges til side er blevet rystet godt igennem nok engang.
