I år var jeg med på bogmesse i Bella Center med bogen “I morgen er en ny dag” en brugsbog for pårørende. Bogen udkom i juni, og jeg tænkte, at min deltagelse på forlagets stand med min bog kunne give mulighed for at øge viden om dens eksistens.
Fredag gik jeg rundt med materiale om min bog og fik stadeholdere, besøgende og boghandlere i tale. Mange af de interessante samtaler, jeg blev deltager i på den måde, bekræftede mig i vigtigheden af ikke blot en brugsbog men også af min dagbogsfortælling. Stort set alle, jeg talte med, havde nemlig demens inde på livet. Eller havde haft det.
Feks var jeg lige trådt ind i bogmessens Mekka af bøger, foredrag, lyd- og støjindtryk, da jeg faldt i snak med en anden forfatter. Joan Dansberg. Jeg har ikke læst hendes bøger, men det viser sig hurtigt i vores samtale, at Joan bla har udgivet et par bøger, hvor hun skriver om oplevelserne omkring de forandringer livet tog, da hendes ægtefælle fik en svulst i hjernen og ændrede adfærd. Det er vigtigt at få vores historier ud til andre. Jeg må se at få læst de bøger.
Jeg talte med unge, der har en mormor med demens og var påvirket af det. Jeg talte med besøgende, der allerede har mistet til demens.
Det slog mig, at mange famlede, var usikre og påvirkede af de forandringer, de mødte. Man famler i blinde, og den famlen og smerte og afmagt bliver ved, hvis man ikke får viden eller støtte på en eller anden måde. Jeg oplevede også en stor interesse for samtale, og jeg håber, at jeg ved at henvende mig på den måde har åbnet op for, at mine bøger feks kunne være en støtte og hjælp.
Lørdag eftermiddag deltog jeg i et interview på forlaget BoDs stand sammen med en anden forfatter, der har skrevet om at være sensitiv. Jeg skulle bla fortælle om, hvorfor jeg har skrevet bøger med et personligt udgangspunkt, hvad der fik mig igang, hvordan jeg formidler viden om bøgerne og deres indhold, og om råd til kommende forfattere.
Se, det var pludselig en ny rolle for mig. Jeg er vant til at tale om at være pårørende med demens tæt inde på livet. Jeg et vant til at dele disse livserfaringer, følelser, vanskeligheder, handlinger med pårørende, fagfolk og andre interesserede. Her blev jeg interviewet i forfatterrollen og blev spurgt om gode råd til at skrive og udgive.
For mig er det et billede på, at livet leves fremadrettet, – vi bærer vores livshistorie med os, men at lære, at opleve, at udvikle sig, det stopper ikke, så længe vi trækker vejret.
