Snart rinder 2018 ud, og vi skal tage hul på et nyt år.
Nytår har for mig altid været en god anledning til at se tilbage på året, der er gået. Hvilke gode og hvilke svære oplevelser har der været. Hvor er jeg selv henne i mit liv, hvad har næret mig, hvad har tæret mig.
Hvordan sætter man målestokken i forhold til, hvor man er henne i sit liv?
For mig falder det naturligt at måle i forhold til årene med Steens demenssygdom og død i 2015.
Mens han levede med demenssygdommen, blev jeg opmærksom på mit livsforløb ved at læse i mine dagbøger og min korrespondance med Martin. Livet stod heller ikke stille dengang, men livet var fyldt af et utal af daglige belastninger, tab på tab og en sorg, som der ikke var plads til at prikke hul på, for så ville det være for hårdt. Alligevel viste det sig, da Steen døde, at sorgen ikke bare var skubbet væk til et senere komme. Sorgen havde været med mig hele tiden, men den kom nok mere op til overfladen efter Steens død. At den havde været med mig i forløbet tror jeg også medvirkede til, at mit liv ikke kom til at hænge i laser efterfølgende. Jeg sørgede ja, og jeg brugte drivkraften, jeg havde fået af at være pårørende ægtefælle. Jeg gav ikke op eller slap mig selv ud i intetheden. Jeg holdt fast i mine venner, jeg arbejdede videre på demensområdet, jeg gjorde et manuskript færdigt til min bog og gik igang med det vanskelige arbejde at finde et forlag, der ville udgive den.
Jeg værdsætter livet, og det kan godt lade sig gøre, samtidig med at der er et dybt savn.
I 2018 var der således den gode og for mig helt unikke oplevelse, at min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” udkom. Der blev holdt en stor og flot bogreception af Alzheimerforeningen, så bogen kom godt i vej. Jeg har i løbet af 2018 været ude og holde foredrag rundt om i landet, for mindre forsamlinger og for større, om at være pårørende med udgangspunkt i min bog. Det har hver gang været en inspirerende og givende oplevelse med gode dialoger. Jeg har været ude med Ældresagen i nogle af Ældresagens lokalafdelinger sammen med en socialrådgiver, hvor vi har talt om pårørendes situation, om mulighed for hjælp og støtte, økonomi osv.
Jeg er fortsat i cafeen på Bredebo den første tirsdag i måneden, hvor pårørende mødes i Pusterummet. Det skal være rart og indbydende at møde op, og i årets løb er mange nye dukket op. Både fra min egen kommune, men også fra andre kommuner, da der ikke er lignende tilbud for pårørende så mange andre steder.Vi sidder nu ofte 17-18 mennesker omkring det store bord.
Det kunne jo være et nytårsønske, at man startede flere mødesteder op for pårørende, hvor de kan tale med hinanden og have et nødvendigt fællesskab.
Jeg er også fortsat igang den anden onsdag i måneden, hvor pårørende spiser sammen. Maden bestilles fra plejehjemmets køkken, frisk lavet sættes det på bordet, og vi hygger os med den gode mad og gode stemning.
Jeg har mistet to gode venner i år. Martin, som jer, der har læst min bog, vil kende. Han døde pludselig i foråret, indlagt på hospital med lungebetændelse. Martin, som har været så stor en støtte for mig under Steens demenssygdom.
Nu har jeg ingen, der har været så tæt på Steen under hans sygdom, og som var tilstede sammen med mig, da Steen sov ind.
Martins kone Laila døde fire måneder efter, også som følger af lungebetændelser mm.
Vores tradition med at mødes mellem jul og nytår til nytårskur er fortid, ligesom vores fælles tur til kirkegården på Steens fødselsdag den 17.juli.
Livet går videre, og der er ingen grund til at lyne lynlåsen i for erindringerne, minderne, de må godt være der, ligesom savnet af de mistede.
2018 blev også et år med flere rejser. Jeg er fortsat med at rejse alene i grupperejser, og det har først mig til Italien to gange og til Andalusien. En pludselig opstået mulighed gav mig med kort varsel skubbet til at tage til Thailand og (igen) tilbringe en uge med to af mine brødre. Min kontakt til den ene bror er sparsom, da han bor langt væk, og vi tilbragte nogle gode dage sammen.
Jeg har skrevet i mere end to år på denne blog om temaer, der har ligget mig på sinde. Jeg har aldrig skrevet dagligt, og nogle gange med større mellemrum.
Jeg startede i foråret en facebookgruppe med sammen navn som min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”, hvor jeg skriver om bogens liv, om foredrag med videre. Her har jeg også læst op af bogen og talt om emner afledt af bogen i korte videoer hver dag i december måned som en slags julekalender.
Du er velkommen til at melde dig ind i gruppen eller lytte med på mine videoer der.
Jeg har i 2018 brugt tid på at vælge nogle af temaerne fra min blog og har bearbejdet dem til en kommende bog, som retter sig mod pårørende. Bogen er tænkt som en brugsbog, hvor man kan notere sine tanker og refleksioner i forhold til hvert enkelt tema. Bogen er også tænkt som en mindebog, man kan gå tilbage og læse i efterhånden som ens livssituation udvikler sig.
Jeg tror, at det vil være en brugbar bog for mange pårørende, bla fordi jeg har hørt mange sige, “gid jeg havde skrevet noget ned, jeg har glemt så meget”.
Tanker, der kommer ud af hovedet, og skrives ned, giver plads til nye tanker. Det er min erfaring. Og det giver en sjælelig ro at få tankerne ud.
Jeg håber i 2019 at finde et forlag, der vil være med på at udgive denne bog.
Har du som læser af min blog ideer til emner, jeg kunne skrive om her på bloggen, er du meget velkommen til at give dine bud.
Jeg slutter året 2018 af med et billede af de to mangeårige venner, Steen og Martin, der skålede det nye år ind på det første plejehjem, Steen boede på.
