Fællesskab - Ninas Klumme

Efter udgivelsen

Den seneste måned har dels været præget af sygdom men også af mange nye og dejlige oplevelser efter min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” udkom.

Udgivelsen blev fejret ved et arrangement på Lyngby Bibliotek, arrangeret af bestyrelsen for Alzheimerforeningens afdeling for Københavns omegn. Et flot arrangement, hvor omkring 60 mennesker mødte op. Det var en onsdag eftermiddag, og alligevel kom så mange mennesker tilstede og fejrede bogudgivelsen med mig. Jeg var fyldt af glæde og taknemmelighed over at se så mange mennesker, over de mange varme og kærlige ord fra de fremmødte.
Bøger blev signeret, en ny disciplin. Hver eneste hilsen i en bog er skrevet med en kærlig tanke til den, der går hjem og læser.

Jeg er efterfølgende blevet kontaktet både direkte, telefonisk, på mails eller på facebook med kommentarer fra læsere.

Da bogen udkom, oprettede jeg en facebookgruppe “kan jeg sygemelde mig hos gud”, hvor alle, der læser bogen, som har lyst til at kommentere, stille spørgsmål, følge bogens eget liv, kan melde sig ind. Det er en åben gruppe.

Efter at have givet en del af min livshistorie et bogliv opstår en ny virkelighed. Læsere, der spejler oplevelser, genkender situationer fra eget liv, omsorgstilkendegivelser over den svære tid, ros og anerkendelse til Martin over at være så god en ven både over for Steen og mig, og det spændende i at følge hans efterhånden større indsigt i og forståelse af sygdommens vilkår.

Bogen fylder næsten 500 sider, altså en temmelig lang fortælling, og den indeholder gentagelser og detaljer, som i første omgang kan være for meget, men som ved eftertanke giver mening. For det er sådan, det opleves at være pårørende. Gentagelsen dag efter dag af tab, af lidelse, dage hvor man griber de små glæder og gode oplevelser sammen med de svære. Man er tilstede her og nu og oplever intensiteten der. I morgen er en ny dag, som man ikke kender til. Man kan ikke lægge planer, med mindre man er indstillet på, at de kan ændre sig. Man lærer sig et liv på sygdommens præmisser. Det lyder trist, så jeg vil hellere udtrykke det således, at det er et ganske anderledes liv, end det liv, to raske ægtefæller kan leve med hinanden. I bogen kommer det forhåbentlig også frem, at man som pårørende også har et liv, vi kan træffe nogle valg, så vi ikke selv går til grunde. Vi kan ikke forhindre sygdommens udvikling, men vi kan og jeg vil gå så langt som til at sige bør finde veje, der forhindrer os i at gå til grunde.

Med bogen, der beskriver en stor del af min virkelighed de år, hvor Steen blev hårdere og hårdere ramt af sygdom, fortæller jeg også mange andre pårørendes historie, og med bogen har jeg mulighed for at få andre pårørende i tale, få andre pårørende til at fortælle om egne oplevelser. Give pårørende mulighed for at sige “læs, og du vil forstå hvordan det er at være pårørende”. Jeg håber også, at fagfolk vil give sig i kast med bogen for at få det kærlige skulderklap i forhold til den nødvendige gode relation til og dialog med pårørende og demensramte.
Jeg håber, at mit bidrag på demens- og pårørendeområdet kan være med til både at åbne øjne, fjerne angsten for at være tilstede midt i sygdommen, inspirere til at pårørende møder og taler med andre pårørende. Et af mine budskaber er, at vi har brug for hinanden, når demensen træder ind i vores liv. Som pårørende har vi brug for omsorg og nærvær, vi har brug for tryghed i den professionelle indsats og for at blive inddraget som samarbejdspartner ikke modstander, når vores kære rammes af demens (og andre svære lidelser).

Tiden vil vise, om bogen når ud, hvor den kan inspirere, om de organisationer og faglige uddannelsessteder, der beskæftiger sig med demens og med pårørende finder mening i mit bidrag og vil pege på det.

Jeg er allerede med min bog i hånden ude og møde interesserede til oplæg og foredrag. Forleden i København, hvor jeg læste op og fortalte om min bog til en gruppe pårørende, der har deltaget i Lær at tackle kursus. Snart skal jeg holde oplæg i Sorgenfri i en mandegruppe, der har inviteret mig og ved et arrangement for pårørende i demenstjenesten i Valby. Bogen bliver indgangen til den gode dialog og erfaringsdeling mellem deltagerne.

Det slår mig, at det er aldrig for sent at kaste sig ud i nye udfordringer. Jeg står i dag i en alder af 67 med min første bog i hånden.

Foråret er langt om længe begyndt sit indtog, og jeg kan supplere mit engagement omkring bogen og mine andre indsatser på demens- og pårørendeområdet med at få haven igang igen. Min havedam er nu vakt til live med stør og koi og salamandere, der begynder at vågne op. Påskeliljer, hyacinter, krokus, påskeklokker, tulipaner og ramsløg er kommet et godt stykke over jorden. Og snart pakker jeg kufferten til endnu en Italienstur med en grupperejse, hvor jeg både kan nyde samvær med andre, der har valgt at rejst på den måde, og så trække mig tilbage til mit værelse med balkon og havudsigt, når jeg har lyst til at nyde tiden for mig selv.

Vi mister alene – sorg kan deles

Overskriften var en sætning, der dukkede op i mit hovede sammen med et bestemt billede, da jeg var ude at gå tur i dag.

I flere dage har jeg puttet mig i boligens varme, uden lyst til at gå ud i kulde og blæst mere end højst nødvendigt. Disse dage er et væld af situationer og oplevelser med Steen dukket op. Savnet har været stort, savnet efter at kunne leve et liv sammen med hinanden. Savnet efter at kunne tale sammen, grine sammen.
Jeg tænker ikke på urimeligheden i, at han skulle rammes af demens som 67-årig, at vores samliv gik i smadder, det ville Steen have kaldt skæbne, og skæbne kan vi ikke ændre på.

I går mindede min yngste bror mig om, at vores mor døde for præcis 30 år siden, en uge før hun blev 62. 30 år siden, jeg husker stadig den dag så tydeligt. Det var godt lige at mindes med min bror.

Jeg tændte et lys for de døde i går i min stue. Tænkte på dem. Tænkte på Steen, på min mor, og på min far, der blev 67.

I morges besluttede jeg mig for at komme ud i den friske luft. Det er overskyet men ikke en vind rører sig. Jeg plukkede en lille buket erantis og vintergæk fra haven, undselig men fyldt af kærlighed fra haven. Turen gik forbi kirkegården for at møde stemningen under Steens himmel. Den lille buket blev lagt i fællesblomsterkummen, der blev plads til at give udtryk for det savn, jeg har mærket nogle dage, sorgen fyldte.

Da jeg var klar til at sige farvel gik jeg ud i den dejlige natur, der ligger i området, fandt en ny vej at gå og havnede ved Ravnholm station. Mine tanker blæstes igennem, jeg så på omgivelserne, træerne, de smattede stier, de brune blade, stilheden. Der er plads til nye tanker, en taknemmelighed over alt det jeg har oplevet i kølvandet af Steens sygdom. Taknemmelighed over de år vi havde sammen, taknemmelighed over de mange dejlige mennesker, jeg har mødt, og som selv er i og har oplevet tab og sorg på grund af demens.

Tilbage til sætningen, der dukkede op i mine tanker, da jeg var ved at være hjemme fra min gåtur. Billedet af dronning Margrethe, da hun stod alene foran Christiansborg Slotskirke og kiggede ud over de mange mennesker, der var mødt op i respekt, måske med egne minder og sorg aktiveret af prins Henriks død.
Vi så ryggen af dronningen, der stod der i mørket helt alene, og man kunne se hendes ansigt bevæge sig, da hun skuede ud over forsamlingen af mennesker, der delte sorg. Hvad dronningen har tænkt og følt i det øjeblik, ved hun kun selv, billedet stod stærkt.

Alene og alligevel i et fællesskab.

Kyndelmisse og pårørende

Kyndelmisse er en gammel kristen helligdag, den 2/2. Vi er nået halvvejs igennem vinteren. Kyndelmisse betyder direkte oversat lys og messe.

Foreningen Pårørende i Danmark er en verdslig forening, der arbejder for synliggørelse og forandring af pårørendes vilkår i samfundet. Foreningen holdt for anden gang en konference om pårørendes situation. Det er nu blevet en årlig tilbagevendende begivenhed og afholdes altid den 2/2. Her får 2/2 også den betydning, at der er en anden, der tager sig af dem, der har brug for hjælp og støtte, der hvor de ikke selv formår og magter. Den anden er pårørende. Og at vi som pårørende er nummer to, den sygdomramte, den der har brug for hjælp, kommer i første række.

I år var temaet “Pårørende og arbejdsmarked”. Et yderst relevant tema, da der er mange problemer forbundet med at være pårørende og tilknyttet arbejdsmarkedet. Eksempelvis kan det være svært at passe et fuldtidsarbejde samtidig med at man passer og tager sig af en nærstående. Det er ikke altid, ens arbejdsplads forstår, har viden om eller accepterer de pårørendes situation. Det bliver den pårørendes eget problem.
Heldigvis er der også arbejdspladser, der har fat i den lange ende, og som har en personalepolitik, hvor pårørendes situation figurerer, og hvor der er forståelse for, at man kan være nødt til at tage til læge, på hospitaler, måske akut forlade arbejdet, have behov for en periode med nedsat arbejdstid eller orlov. Men det er nok stadig de færreste steder, det kan lade sig gøre.Det er så op til den enkelte leders forståelse, opbakning og indsigt.

Der var flere hundrede deltagere på konferencen, der blev afholdt i Vejle i år. Deltagerne talte selvfølgelig mange pårørende, men også interesseorganistationer, politikere, medarbejdere fra kommuner og andre arbejdspladser, og der var repræsentanter med fra Norge og fra England. Fra England fik vi et inspirerende oplæg fra “Employers of Carers”, en paraplyorganisation for offentlige og private arbejdspladser, der arbejder med at skabe, udvikle og vedligeholde en pårørendevenlig personalepolitik.

Der er brug for sådanne initiativer, ligesom der er brug for at italesætte de vanskeligheder, man ofte står i som pårørende. Italesætte det, så det ikke bliver den enkeltes problem, en sag mellem den enkelte pårørende og den nærmeste leder.

Ældresagen, som også har pårørendes situation som en mærkesag, og som også var repræsenteret i en paneldebat om emnet, har i en nylig undersøgelse skrevet, at vi er over 750.000, der er nærmeste pårørende. Det er trods alt en stor gruppe i samfundet, vi taler om. Af dem er der mange, der stadig arbejder. Eksempelvis ægtefæller og voksne børn til syge og svækkede forældre.

Jeg vil vise et par tal fra nogle undersøgelser, som blev præsenteret på konferencen, og som viser noget om pårørendes vilkår og situation.

65% af erhvervsaktive pårørende har taget fri fra arbejde pgra plejeopgaver, deltagelse i lægebesøg eller lignende.
11% er gået ned i tid som direkte følge af at være pårørende.
18% af pårørende rammes selv af kronisk sygdom
38% lider af søvnproblemer
(Kilde: Kompas kommunikation for Pårørende i Danmark 2015)

65% af pårørende føler sig stressede
79% tilsidesætter egne behov
39% oplever, det har haft negative konsekvenser for deres tilknytning til arbejdsmarkedet at være pårørende til ulykkespatienter
(Kilde: Ulykkespatientforeningen februar 2017. Af de 300 adspurgte pårørende var 58,4% ægtefæller, 11,6% børn, resten var forældre, søskende, venner).

Jeg synes, det er et meget relevant tema, pårørende og arbejdsmarkedet. Lad os få en bedre viden ud til arbejdsgivere, til kolleger, til jobcentre og sygedagpengeafdelinger, faglige organisationer, så der kan opnås bedre forståelse for pårørendes ofte vanskelige vilkår og lette byrden noget for de pressede pårørende. At være pårørende er sjældent noget, der varer et par måneder. Ofte viser sig at være af meget længere varighed.

Jeg har gennem min kontakt til pårørende, og især til pårørende til demensramte, da jeg selv er en af dem, hørt om og oplevet de vanskeligheder, man står med som erhvervsaktiv pårørende. Jeg har selv oplevet det.
Jeg var ansat som socialrådgiver i daginstitutioner i en kommune, og jeg oplvede, hvordan jeg gik fra at glæde mig til at være sammen med “normale” mennesker uden for min pressede hjemmesituation, fra at føle, at jeg kunne bruge min faglighed samtidig med jeg kunne lægge det hjemelige på hylden nogle timer, til at føle mig mere og mere presset og stresset, ikke kunne involvere mig i mine arbejdsopgaver eller min kolleger, dagene blev fyldt af tanker og handlinger omkring min mand Steens sygdomsudvikling. Opringninger i arbejdstiden til offentlige instanser, kontakt til Steen, hvor var han, eller hans opringninger til mig “hvor er du”. Det blev sværere at komme hjemmefra om morgenen, hvor jeg efterhånden ofte skulle hjælpe med personlig pleje og sørge for, at han hans dag startede godt.
Jeg talte ikke meget om det på arbejdet. Nogle vidste godt, han var syg, men hvad vidste de om demens. Jeg magtede ikke de store forklaringer og var nok også så fyldt af dårlig samvittighed over min indsats. Som resultat blev jeg sygemeldt med stress, og det var så først der, at der kom (syge)samtaler.
En lang historie kort. Jeg forsøgte efter nogle måneder forgæves at vende tilbage, jeg blev fyret efter seks måneders fravær. Med fire måneders opsigelsesvarsel ifølge min overenskomst. Jeg havde mulighed for at søge efterløn, og det gjorde jeg så. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig at ende mine mange år på arbejdsmarkedet. Jeg forstod godt, at arbejdspladsen ikke kunne have sådan en træt og stresset medarbejder i deres fold. Det er først flere år senere, jeg er begyndt at se mere nuanceret på forløbet.
Jeg er ikke bitter eller vred, jeg er nok bare blevet klogere på, at det at være pårørende er noget, vi ikke skal opleve som den enkeltes skyld, den enkeltes problem. Jeg er blevet klogere på, at der kan og bør gøres en indsats for, at arbejdspladser diskuterer og indfører en omsorgspolitik eller en personalepolitik, hvor der figurer rammer for, hvordan medarbejdere, der rammes af at blive pårørende, kan støttes på individuel vis.
Og så er der jo også vinde, der blæser i faglige organistationer om fridage til at passe syge ægtefæller, forældre osv, i lighed med fri til at passe syge børn. Sådan en ordning kune jeg godt have brugt.

Hvad har kyndelmisse og pårørendekonference med hinanden at gøre. Begge begivenheder er lagt på en flot dato, den anden i anden. Vi skuer mod foråret, erantis og vintergæk titter frem.
Der skal lægges fælles kræfter i at opnå en god vår og høst.

Oplysning og indsamling, det lærer vi også af

Jeg har bemærket, at september er en travl måned på demensområdet. Jeg taler ikke om travlhed i familien, der er berørt af demens i hverdagen. For den travlhed er der 12 måneder om året. Demens holder ikke pause.

I september afholder Alzheimerforeningen landsindsamling. Indsamlingen løber egentlig over flere dage, hvor sociale medier fodres med oplysninger om demens, og med fortællinger om mennesker, der har eller har haft demens inde på livet og derfor samler ind på selv indsamlingsdagen, som i år var lørdag den 23. september. Det er andet år, Alzheimerforeningen samler ind ved gadeindsamling, hvor man med materiale og indsamlingspose kan få borgere i tale på gader og stræder. Før den tid delte vi materiale ud og solgte skrabelodder.

Jeg har deltaget i den årige indsamlings- og oplysningsdag fire gange nu, og kan med tilfredshed konstatere, at mange flere mennesker denne gang stopper op og giver et beløb, en tier, en tyver, en seddel eller to, betaler på mobilepay. Nogle har travlt og ikke tid eller lyst til at stoppe, andre vil gerne tale om demens, og det er som regel mennesker, som selv har det inde på livet. Man mærker hurtigt, at der er erfaringer og livsændringer i det omvæltende liv derhjemme, enten fordi man er helt tæt på, eller fordi man oplever ens mor eller far har det svært som pårørende. Andre har allerede mistet, og man glemmer ikke, hvordan demens har haft indflydelse på ens liv.

Måske er der prikket lidt større hul i ballonen, demens. Prikket hul i tabuerne omkring det at have demens og det at have demens tæt ind på livet i hverdagen som pårørende.
Tidligere på året var der en uge på TV2, der handlede om demens. Der skrives og fortælles historier om demens i trykte og på sociale medier. Der er fokus på forholdene på plejehjemmene og i hjemmeplejen. Og kongehuset, der for nylig har meldt ud, at prins Henrik har demens, har givet også været med til at sætte fokus på denne sygdom, der kan ramme alle, høj som lav, som man siger, og ung som ældre.

Alzheimerforeningens landsindsamling har således både til formål at samle penge ind, så der er midler til at hjælpe demensramte og pårørende med relevante tilbud – ferieophold, kurser feks -, det nødvendige, kontinuerlige oplysningsarbejde om demens, og forskning. Der forskes i demens. En vigtig og nødvendig indsats. Måske lykkes det engang at forhindre udvikling af demens, eller i det mindste nogle demenstyper. Indtil da skal vi fortsætte med at forbedre forholdene for demensramte og vi skal huske at værdsætte den indsats, der gøres på alle planer, fagligt, forskningsmæssigt, pårørende, frivillige.

Jeg har som sagt været med fire gange. De sidste tre år i Lyngby, hvor jeg bor. Og det er meget opmuntrende at opleve, at der kommer nye indsamlere til hvert år. Nogle gang skal man tage tilløb til at melde sig til, fordi det kan være grænseoverskridende at kontakte fremmede mennesker og bede om penge. Alligevel er det min erfaring, at de fleste, der har været med, har haft en god oplevelse, og har fundet ud af, at det faktisk er meget opløftende og givende at få en snak med forbipasserende om demens. Og man får ofte en tak for at bruge sin tid på at gå ud og oplyse og indsamle.
Det kan således blive en win-win situation.

Vi er forskellige – men vi lever alle videre

Jeg skriver, når jeg har noget på hjerte. Det er det, der driver mig.
Jeg skriver som – tidligere – pårørende ægtefælle.
Jeg skriver ud fra erindringer, der vågner i mig, ud fra pludseligt opståede momenter af savn, og ud fra oplevelser, jeg hører om og lytter til i mit netværk af andre pårørende.

Det er netop i den sidste egenskab, jeg vil tage afsæt i dag.
Når jeg lytter til andre pårørendes aktuelle situation. Om trængsler, træthed, momentane stemninger af at opgive det hele, vrede mod systemet, bitterhed, dårlig samvittighed, manglende forståelse af, hvorfor de professionelle handler, som de gør, eller om manglende inddragelse i ens elskedes levevilkår- kort sagt den barske og hårde side, der møder den pårørende hver eneste dag.
Jeg bliver klar over, hvordan mit liv har rykket sig videre. Den fortvivlelse og frustration, der lægges frem, og som jeg husker så godt, bliver nærmest en målestok for mig på, at jeg opfylder min aftale med mig selv om, at jeg vil leve videre, når Steen ikke er her mere. Det er snart to år siden, han døde, afkræftet af den hurtigt opslugende kræft oveni demenssygdommen.

I mit fortsatte samvær med pårørende bliver jeg ofte mindet om, hvor hårdt og barskt det er at være midt i den pårørendes livssituation. Jeg bliver mindet om, hvordan uderfra set små detaljer i hverdagen, kan gøre en kæmpe forskel på, om dagen er god eller ej. Bare sådan en lille ting som at sosuhjælperen kom ind med en bakke med kaffe til to på plejehjemmet, istedet for til en. Denne lille omsorgsfulde gestus varmede og gav styrke til at komme videre den dag.
Jeg bliver også mindet om, at vi som pårørende er forskellige, ligesom demenssygdommen udvikler sig forskelligt. Jeg har i mine år som pårørende ægtefælle helt ind i min sjæl erkendt, at der ikke er en rigtig eller en forkert måde at være pårørende på. Ingen har ret til at gøre sig kloge på, hvad der er rigtig eller forkert i pårørendes måde at være sammen med den demente ægtefælle.

Mine erfaringer, som jeg gerne vil dele med dig, der kender en pårørende men ikke er tættest på:

*Hvis man som pårørende giver udtryk for at have brug for råd, så vær der, lyt, fortæl om egne erfaringer, hvad der har virket for en selv, del tanker og overvejelser.

*Hvis man ikke beder om råd, så lyt, vær tilstede. Lad være med at komme med alle mulige råd, man ikke er klar til at lytte til eller gøre brug af. Ordet “bare” er bandlyst. Det varmer at få anerkendelse for det, man gør, istedet for “gode råd”.

*Hvis du har noget at tilbyde praktisk eller følelsesmæssigt, så gør brug af det. Giv et ordløst knus, byd på mad, aflæg besøg uden at forvente gengældelse. Tag feks selv kaffe og kage med.

*Accepter afbud til arrangementer. Som pårørende har man ikke altid kræfter og mentalt overskud til at være sammen med flere mennesker, eller måske slet ikke til at komme ud af døren, med eller uden den demensramte. Accepter og respekter. Men giv ikke op. Vi har brug for som pårørende ikke at miste venskaber, selv om der i en periode ikke er ligevægt.

*Det er ikke usædvanligt, faktisk er det meget almindeligt, at blive ramt af stress, måske endda af depression som pårørende. Det er langt fra altid, at vi selv er klar over, at det er den tilstand, vi er i. Jeg oplevede selv at blive stresset, meget.

Min erfaring til dig, der er pårørende og tættest på:

Jeg møder mange pårørende, som er i en stresset hverdag, der medfører manglende overblik, træthed og opgivenhed. Og som alligevel og på trods udfører en kæmpe indsats hver eneste dag. Det er en stor hjælp at mødes med andre pårørende. Tale med pårørende i samme situation og sætte ord på, hvordan den ændrede hverdag med demenssygdommens udvikling og afvikling af livet som før rammer og berører os. Det kan være svært at lytte, når man er stresset, men erfaringsmæssigt mindskes tyngden, når man har fortalt om sin situation. Det giver plads til at lytte til andres erfaringer, og fjerne ensomhedsfølelsen. Det er støttende at høre, at andre kender til det, man selv står i.

Det er min erfaring at netop i sammenhænge, hvor pårørende taler sammen med udgangspunkt i egne erfaringer og med viden om de tilbud, der er til pårørende og demensramte, så letter trykket lidt efter lidt. I pårørendenetværk kan vi reelt dele og udveksle erfaringer, støtte hinanden, og det er der brug for uanset hvor stresset og nedkørt, man er. I netværket er der som regel forskellige ressourcer, man er ikke samme sted i demensforløbet.
Det vanskelige er som regel at tage det første skridt ind i netværket – ligesom det første skridt til at tale med familie og venner om, at demensen er trådt ind i ens tilværelse, eller den første tanke om, at livet også er der, når vi en dag siger farvel til vores elskede.

I pårørendenetværk er der ingen fordømmelse, ingenting er forkert, vi gør som vi gør overfor vores kære, fordi det har mening, men ingen skal knække halsen på det, og det er her vi må træde til i respekt, for der er et liv, der skal leves med den demensamte, og der er et liv, der skal leves, når den demensramte ikke er mere.

Billedet er fra Pusterummet, netværk for pårørende til demensramte

Sommertid og demens

Tiden går og jeg har ikke skrevet på min blog i en måned. Dagene er lange og lyse. Få dage med varme, flere med blæst, blæst og regn. Så det er ikke haven, jeg har givet min tid.

Min dejlige have, som jeg stadig nyder at nyde og arbejde i, og som var en lise for sjælen under Steens sygdomsforløb. Haven som kunne afmontere mine dystre og triste tanker, og hvor jeg lærte at nyde det, jeg fik gjort istedet for at blive stresset over det, jeg ikke nåede.

Jeg har heller ikke været på ferie, siden jeg var i Toscana i april, ikke engang en weekend udenfor Virum er det blevet til.

Jeg er som sædvanlig optaget af mine gøremål på demensområdet. Vores samvær i Pusterummet den første tirsdag i måneden. Året rundt. Vi lukker ikke om sommeren. Sommeren er det tidspunkt, hvor der ikke sker så meget på plejehjemmene. Hvor der er flere afløsere end normalt, hvor dagcentrene holder lukket, hvor de pårørende, der er på arbejdsmarkedet, holder ferie, men ikke tager på ferie. Pusterummet er åben 12 måneder om året.
Heller ikke Madklubben, hvor pårørende spiser sammen den anden onsdag i måneden, holder sommerferie.

De to tilbagevendende begivenheder har heller ikke optaget al min tid.

Det er især to andre emner, der har optaget mig på det sidste.

For det første har Lyngby-Taarbæk Kommune afholdt ældreuge. En uge med et utal af tilbud til byens borgere. Foredrag, motion i det fri, fællessang, fællesspisning, vandreture, sejlture, oplæsning, slægtsforskning, fælles morgenmad og meget mere. Jeg havde selv ansvaret for tre arrangementer, og det blev til deltagelse i tre af de øvrige, udbudte arrangementer.

Har det noget med demens at gøre? Ja, og både og. Et af arrangementerne var vores sædvanlige månedlige fællesspisning i Madklubben, som jeg lige har nævnt. Madklubben er egentlig ikke en klub men er for alle pårørende til demensramte. Det var så oplagt at reklamere for vores fællesspisning i kommunens program for ældreugen. Vi fik ovenikøbet del i ældremilliarden med et tilskud, så deltagerne ikke skulle betale de sædvanlige 100 kr for to retter mad med vin, kaffe/te og et glas portvin.

Igen oplevede jeg, hvor svært det er at nå ud med tilbud til pårørende. Det kan der være mange grunde til.
Er det mon noget for mig? Jeg kender ingen. Jeg vil helst bare være hjemme og slappe af. Jeg kan ikke overlade min ægtefælle til sig selv derhjemme. Jeg orker ikke at tale om demens.
Kender det selv.
Det er i høj grad den personlige fortælling og invitation fra mund til mund, den personlige kontakt, der får nye pårørende til at møde op. Men så kommer de også fremover, for det er ganske hyggeligt at spise sammen.

Det er nok især ældre med overskud, ældre som i forvejen deltager i tilbud og arrangementer, der mødte op i ældreugen. Sikkert ikke så mange pårørende med eller uden dement ægtefælle eller dement mor/far er kommet forbi for at deltage i arrangementerne.
Ihvertfald var der ikke nogen af dem, vi talte med i den bod, pårørende fra Pusterummet, kommunens demenskoordinator og Alzheimerforening stod for om søndagen, der havde demens inde på livet. Måske en eller to, men altså næsten ingen.
Det viser, at det er vigtigt, at vi stiller op og fortæller, hvad vi kan byde på på demensområdet over for demensramte og pårørende.
Tabuerne er derude. Vi skal være parate til samtalerne, når nogen tager mod til sig og kontakter os for viden og pårørendefællesskab.

Jeg stod også for et arrangement om nye fællesskaber. Hvad gør vi, når der sker ændringer i vores liv. For ændringerne kommer jo. En af grupperne omhandlede, hvordan kommer man ind i eller skaber et nyt fællesskab, når man har mistet. Det er med baggrund i, at det måske ikke til evig tid er relevant at blive i en pårørendegruppe for demensramte. Der kan opstå behov for at tale om andre følelser og oplevelser, der angår det endelige tab, og man går ind i en ny fase i ens liv. Hvordan kommer man fra et (arrangeret) fællesskab og over i et nyt uden at føle et trist tab af afskeden med det tidligere fællesskab.
Jeg har ikke alle de gode svar på det spørgsmål, men synes at det er vigtigt, vi taler om det og finder ud af sammen, hvordan der er bevægelse i fællesskaber.

Den anden ting, jeg er optaget af i øjeblikket, er mit manuskript til en bog, jeg gerne vil udgive. Bogen er bygget op om to autentiske kommunikationsformer. Dels mine dagbøger, skrevet under Steens sygdomsforløb og død. Dels mailkorrespondance mellem mig og Steens barndomsven, der trådte ind og besøgte Steen under hele plejehjemsforløbet. En korrespondance som giver billeder af, hvordan vores besøg formede sig forskelligt hos Steen, hvordan vi kunne udveksle erfaringer, hvordan jeg fik støtte og opbakning i forløbet, og hvordan jeg lærte om andre sider af Steen i denne korrespondance, som varede over flere år.
Det ligger mig på sinde at få bogen ud, da jeg, selv om det er min og Steens historie, også mener, det er et forløb, som kan genkendes af andre, og give indsigt til dem, der ikke har demens inde på livet eller som har det som medarbejder, ledelse, politiker.
Manuskriptet er stort set færdigt, og der skal nok komme en bog ud af det til sidst.

Rigtig god sommer til alle pårørende, hvad enten I kan holde ferie eller skal være hjemme og tage jer af en demensramt ægtefælle, mor eller far.
Søg de små åndehuller i sommerdagene.

Døden, vores uundgåelige livsledsager

Når jeg skriver nye indlæg på min blog, er det altid med fare for, at jeg skriver om et emne, jeg tidligere har beskrevet. Måske med en ny vinkel, men altid ud fra hvad der i skrivende stund og op til rør mig, optager mine tanker. Hændelser i min hverdag eller minder, der aktiverer ønsket om og behovet for at skrive.

Vi skal ikke kaste gentagelsen bort som noget dårligt, for i gentagelsen ligger også bearbejdningen. I bearbejdningen ligger også muligheden for at komme videre. Hver gang jeg skriver om et emne indenfor demens og om det at være pårørende, så går det op for mig, at jeg er kommet et nyt sted i mit liv.
Jeg er ikke bange for at miste erindringen.

Jeg har tidligere skrevet om fællesskaber, – om betydningen af at vi er knyttet til fællesskaber. Jeg har skrevet om, hvordan det har været at være med i en pårørendegruppe, der bestod af ægtefæller til demensramte. I en pårørendegruppe, hvor jeg i starten var den eneste, hvis ægtefælle var kommet på plejehjem. I løbet af de næste par år var alle i gruppen blevet pårørende til en ægtefælle på plejehjem. En deltager mistede på tragisk vis pludselig sin ægtefælle. Efter to år i gruppen mistede jeg Steen.

En ultimativ ændring i mit liv. Det endegyldige tab var blevet virkelighed. Jeg var ikke mere blandt de pårørende til et menneske med demens, men stod tilbage, forladt for sidste gang, som efterlevende, som enke.

Efter et par møder i pårørendegruppen valgte jeg at træde ud af gruppen. Det føltes naturligt for mig at sige farvel til pårørendegruppen som fællesskab. Her havde jeg gennem mere end to år haft et uvurderligt fællesskab med andre i samme situation.
Jeg møder stadig flere af dem fra pårørendegruppen i andre fællesskaber. Der er opstået et særligt bånd imellem os, fordi vi er vidner til så store livsforandringer.

Demens er uhelbredelig. Det er en sygdom, man dør af på et tidspunkt, hvis ikke en anden sygdom er stødt til inden da. – Som i Steens situation, da han fik konstateret uhelbredelig kræft.

Jeg har gennem årene mødt mange pårørende. Nogle har haft svært ved at se i øjnene, at demens er uhelbredelig. De klynger sig til håbet om, at der sker en ændring, så døden ikke indtræffer, selv om sygdommens tydelige tegn viser sig.
Alle de pårørende som ingen møder, fordi de helt konkret ikke lukker nogen ind i deres liv, hvad mon de tænker om sygdommen. Her er måske ofte tale om benægtelse, om manglende viden om sygdommen, om at holde krampagtigt fast i tilværelsen som var den et stillbillede.

Jeg har også talt med pårørende, der ligesom jeg selv ind imellem ønskede, at det måtte få en ende. Det er, når det er svært at være vidne til, hvordan sygdommen gnaver i den, man elsker og har haft et fælles liv med, når man ser evner og formåen som før smuldrer væk.
En forbudt tanke, ofte momentan og tænkt i stor fortvivlelse. En forbudt tanke, en følelse af egen og af livets utilstrækkelighed.
En tanke, der bedst kan sættes ord på blandt pårørende i samme situation, men som føles så hjerteskærende forbudt i andre sammenhænge.
Når man har døden med som et vilkår, er det ikke døden, der er det svære, det er vejen dertil.

Jeg erindrer, at jeg på et tidligt tidspunkt, efter Steen havde fået stillet diagnosen vaskulær demens på Hukommelsesklinikken, erkendte, at han ville dø, at hans sygdom kun blev værre med tiden. Denne erkendelse gav mig mulighed for at være mere nærværende. Jeg siger ikke, det var en nem periode, men de år, han levede med demens, var jeg klar over, at han kun blev mere og mere angrebet af sygdommen.
Jeg brugte ikke mentale kræfter på at tænke på, at han skulle blive rask, at miraklet ville ske. Sidder jeg nu ganske rationelt og skriver som eftertanke. For selvfølgelig opstod drømmen hos mig i stunder, når jeg var sammen med ham eller alene derhjemme, “bare han kunne blive rask”.

Jeg er stærk tilhænger af forskning, forskning og mere forskning på området. Håbefuld når det kommer til, at der kan findes årsager til demenssygdommene, og til hvordan vi undgår dem og bremser dem.

Jeg tror, at min erkendelse af, at sygdommen er dødelig, gav rum til at tale om døden. Ikke med Steen. At tale om døden var lige så håbløst som at tale om at holde ferie sammen, invitere gæster, eller gå en tur.
Vores samtaler som før om mange af livets emner var også her amputeret.

Døden var med mig, som sygdommen var, og da han fik konstateret kræft i bugspytkirtlen, og døden kom endnu tættere på, så oplevedes det naturligt at tage fat på samtaler med plejehjemmet om den sidste tid, om selve døden, når den indtraf.

Der er een ting, vi ved med sikkerhed. AT vi skal dø. Men vi ved ikke, HVORDAN og HVORNÅR.

Jeg kunne forholde mig til, AT Steen skulle dø på et tidspunkt, og at vi ikke kunne tale sammen om det, ligesom vi ikke kunne tale sammen om så meget andet mere. Det var i sig selv et tab, men også et vilkår.

Over tid overvejede jeg derfor, hvad der ville være en god måde at sige farvel på, når den tid kom. Dette er det sidste farvel, som ikke gøres om.

På et tidspunkt inviterede jeg vores præst hjem til mig, og hun og jeg talte om, hvordan bisættelse kunne foregå. – Vi talte om mulige salmer og musik. Det gav mig mulighed for at tænke videre selv derefter, så jeg, da tiden kom, havde tænkt på og med hjertet valgt salmer og orgelmusik.

Jeg valgte også at holde et møde med en bedemand, før Steen døde. Jeg havde brug for at få at vide, hvordan det kom til at foregå, og jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Det var en følelsesmæssig barsk samtale, men jeg følte mig samtidig tryg og forberedt, da jeg et par uger senere igen kontaktede bedemanden. Denne gang for at mødes om det konkrete, endelige farvel. Jeg følte mig tryg ved, at bedemanden var fagmanden, der kunne støtte og hjælpe mig i en situation, som var ny for mig. Og det holdt også helt stik.

Endelig havde jeg nogle samtaler på plejehjemmet, hvor jeg fik en tryghed for, at de ville og var i stand til passe ham godt i den sidste tid. Jeg fik yderligere viden om, hvordan det skulle foregå, når Steen døde. Jeg fik igen tid til at tænke igennem, hvilket tøj han skulle have på, og tænke på et eget lille ritual til den tid. Jeg forudsatte, at han ikke mere kom på hospital men fik lov at dø på plejehjemmet.

Jeg pakkede det valgte sidste sæt tøj sammen med Parsifalslipset og nogle stearinlys i en pose og stillede det i et skab i Steens bolig på plejehjemmet.

Selv om man rejser alene behøver man ikke rejse ensomt.

For nylig tog jeg til Toscana på ferie. Jeg kunne skrive dejlige beretninger om den skønne (na)tur. Det er dog ikke mit formål denne gang.

I de heldigvis mange år, hvor Steen var rask, rejste vi for os selv.
To gange rejste vi dog på arrangeret tur med et rejseselskab. Første gang var på en fælles bustur med et hold for os ukendte mennesker, men med en fælles interessere, opera. Rejsen gik til Chemnitz i Tyskland, hvor vi så Wagners Ringen.
Anden gang var, da Steen var blevet ramt af demens. Vi vidste ikke endnu, at det var det, det handlede om, men han var blevet dårligt gående og havde ændret adfærd. Den gammelkendte Steen var ikke helt tilstede. Det var allerede temmelig kaotiske hverdage, og jeg trængte til nogle dage hjemmefra. Jeg foreslog derfor, at vi tog på en tur til Alsace, med bus. Jeg bestilte rejsen, og vi drog afsted ned gennem Tyskland til Strassbourg. Det fungerede, omend ferien var helt anderledes end tidligere ferier.
Jeg var allerede igang med at ændre rejsemønster.

Efter Steens død har jeg måttet retænke min måde at holde ferie på. Jeg har været igennem overvejelser om at rejse alene, sammen med en veninde, om det skal være en vandretur, kulturtur i storby, badeferie.
Jeg lagde ud med en bror-søster tur til Thailand for at mødes med noget familie derude. Det viste sig at være en rigtig god måde for mig at komme igang med at rejse.
Jeg var sammen med familie. Selv om vi ikke ses så ofte i hverdagen, og ikke plejer at rejse sammen, så har vi en fælles historie i og med vores opvækst. Vi har et fælles sprog og humor, vi benyttede os af på de to ture, det er blevet til, rundt i Thailand.
Det var et stort og dejligt rejseløft for mig. Og samtidig rejste jeg til en destination, hvor Steen og jeg ikke har været før.

Jeg har derefter valgt at koncentrere mig om nye destinationer, så det ikke bliver en rejse “down memory lane” men med muligheder for nye og friske oplevelser for mig selv. Og der findes mange steder, alene i Europa, jeg ikke har besøgt med Steen, og som jeg gerne vil se.

Senere er turen gået til et wellnessophold i Budapest, hvor en veninde valgte at tage med. Dog med eget værelse, jeg nyder at kunne lukke min egen dør.

Ved årsskiftet satte jeg mig for, at jeg i 2017 ville vælge en rejse alene. Jeg fravalgte at rejse med en veninde, da jeg havde brug for at opleve, hvordan en rejse på egen hånd (dog i en gruppe) ville fungere.

Det viste sig at være et godt valg for mig. Jeg havde nemt ved at tale med de fleste i rejsegruppen. Rejsegruppen bestod mestendels af par. Der var programlagt daglige ture til toscanske byer. Vi tog som oftest toget og gik samlet rundt til formidable guiders introduktion af de forskellige byer, vi besøgte, for derefter selv at gå rundt på egen hånd og vælge det, man under rundturen følte sig fristet til at se nærmere på. De daglige ture rystede stille og roligt sammen med fælles oplevelser.
Frokost spiste jeg sammen med forskellige eller alene. Netop denne mulighed for at kunne vælge at spise alene, oplevede jeg som dejligt. Jeg nød også at have eget værelse, vågne op om morgenen og starte i mit eget tempo, få ro og fred, når jeg lukkede min dør (bortset fra alle lydene, som hoteller ofte er fyldt af).

Det bliver ikke sidste gang, jeg rejser på denne måde, – og alene.
Jeg følte mig ikke ensom, jeg følte mig ikke udenfor. Jeg var alene på den gode måde.

En del af formålet med rejsen var også at komme lidt væk fra dagligdagen, hvor jeg bruger megen af min tid på demensområdet, min have, venindebesøg og gåture i området, hvor jeg bor. Nu skulle jeg fokusere på nye oplevelser og omgivelser.
Men jeg opdagede, og må acceptere, at Steens sygdomsforløb og min optagethed af demens følger med mig, også til Toscana. Det er jo en del af mig, en del af min livshistorie, og en del af mit nuværende engagement.
Fortiden kan ikke skæres væk, lukkes ned. Fortiden følger med, men den behøver ikke forfølge én. Det var en god erkendelse.

I lufthavnen på vej til Toscana mødte jeg en kvinde, der også skulle med flyet, sammen med to veninder, dog med et andet rejsebureau. De skulle på vandretur i det skønne Toscana. Vi talte lidt om at rejse, og hun fortalte mig, at hun havde svært ved at finde de ord, hun skulle bruge. De var i hovedet men ville ikke komme ud. Jeg fortalte hende, at min mand havde haft demens, og vi fik en god samtale om hendes demenssygdom. Jeg vil tro, hun er jævnaldrende med mig, i 60erne. Psykolog, som Steen.
Hun fandt sin smartphone frem og viste mig, hvordan hun har lavet en slags ordbog i app´en noter. F.eks var der en overskrift, der hed MAD. Herunder alfabetet. Under A stod feks, abrikos, appelsiner osv. Når hun købte ind, kunne hun vise ordet, hvis hun ikke kunne sige det.
En rigtig god ide, jeg fik lov at give videre til andre, hos hvem demensen endnu ikke er mere udtalt, end man kan klare de fleste daglige opgaver, rejse og færdes i dagliglivet. Hvor ordet er i hjernen men ikke vil komme ud af munden.

Vi har brug for vidner til vores liv

Jeg vil igen tage udgangspunkt i mine egne erfaringer.
I lang tid (det føltes som år, dengang det stod på) var jeg plaget af dårlig samvittighed, af vrede, af afmagt, af en følelse af ikke at slå til og af at gøre og sige det forkerte. Det var, mens Steen stadig boede hjemme, at disse følelser var værst.

Den ene dag efter den anden, hvor samværsoplevelser, praktiske opgaver, følelser og tanker ikke helt var som før. Hvor her og nu talte i de øjeblikke af samvær, vi trods alt havde.

Samværstiden og -kvaliteten blev i højere og højere grad styret af dagens situation. Af humør, af opgaver, af pligter. Af demensens udvikling og af et samliv-som-før, der var i afvikling.

Jeg tror ikke, at nogle af de nævnte følelser helt forsvandt, mens Steen levede, men jeg fandt ud af og fik vel også en anden mulighed for at håndtere dem bedre, da jeg måtte opgive at leve sammen med Steen.

Der kom dog andre følelser til. Feks i perioden op til at Steen flyttede i aflastning, en aflastning som kom til at føre direkte over i en demensafdeling på et nyt plejehjem.
Især, “svigter jeg”, “kan jeg gøre noget anderledes for at undgå plejehjem”, var fremherskende.

Jeg husker overgangen fra Steen boede hjemme til han kom på plejehjem som en meget svær tid følelsesmæssigt. Det var svært på en anden måde, end da han boede hjemme. Der var en anden endegyldighed over det. En ny endegyldighed oveni den uhelbredelige demens.

De tanker, man har, om man svigter, er meget belastende. Men de er vel også et tegn på kærlighed, et tegn på at ville gøre det bedste for den, man elsker.

Det er svært for omgivelserne, vidnerne, der ikke selv står i de direkte følelsesmæssige dilemmaer, at sætte sig ind i, hvordan det er. De kan se lidelserne, de kan se fortvivlelsen. De kan selv opleve en afmagt over at se ét menneske forandre adfærd og miste færdigheder og et andet menneske, der er ved at falde fra hinanden.

Hvad kan de gøre? Hvordan kan de bakke op? Kan de bakke op? Der er nok ikke et enkelt og simpelt svar. Men jeg vover at dele nogle af mine refleksioner med jer.

Det er vigtigt, at man som vidne til forandringerne ikke forsvinder. At man tør bevare kontakten. Tør møde dem, der har demens så tæt inde på livet, direkte som indirekte. Demensen forsvinder ikke, venskaber og kontakter skal bygge på den nye virkelighed med den gamle fælles historie.

I svære situationer kan vidnerne have en tilbøjelighed til at komme med en masse gode råd, som ingen har bedt om. For hvad skal man ellers gøre.
Her vil jeg anbefale, at man undlader gode råd, hvis man ikke er blevet bedt om det. Lyt. Gå ind i en samtale med den pårørende om situationen. Om hans eller hendes overvejelser. Feks om tab og muligheder ved at slippe samlivet med den demensramte. Men lad være med at gå længere i samtalen, end den pårørende magter. For selv om man magter uendelig meget i forhold til sin demensramte ægtefælle, så er trætheden også en tæt ledsager for den pårørende. Tag samtalerne over flere gange. Det vigtige er aktivt at vise, at man er der.

Nogle gange rækker ord ikke. Så er handling velkommen. “Vi vil gerne komme og fejre Steens fødselsdag. Vi pakker en kurv med kaffe og lagkage og kommer hjem til jer”. Skøn handling. “Jeg besøger Steen hver anden torsdag”, sagde en af Steens barndomsvenner. Det gjorde han som minimum de to år, plejehjemslivet varede, og jeg kunne råde over dagen for mig selv. Sådanne aktive handlinger er guld værd.

Jeg bruger betegnelsen at være vidne til. Det er bredt, det er passivt, forstået på den måde, at man ikke har demenssygdommen så direkte inde i sit hverdagsliv som den nærmeste, ægtefællen (mit eget udgangspunkt. Nærmeste kan også være andre). Et vidne kan bl.a. være andre familiemedlemmer, det kan være fælles venner, venner af den demensramte eller den pårørende. Det kan være naboer eller kolleger.

Det er trist som pårørende at opleve, når vidner trækker sig. Undslår sig. Stille og roligt forsvinder. Det er som regel ikke noget, man oplever med ét, men det er noget, der efterhånden går op for en.

Samtidig er jeg klar over og har haft respekt for, at vidnerne kan have deres gode grunde til at trække sig. Her blot nogle af grundene – manglende personligt overskud, manglende lyst til at se et menneske, man har holdt af, forandre sig, manglende lyst til at deltage i det samvær, hvor de skal give mere end de får, prioriteringer i ens liv. Usikkerhed over situationen kan håndeteres, hvis det bliver italesat af vidnerne.

I mit og Steens demensforløb forsvandt også vidner. Jeg forsøgte ikke at bruge så mange kræfter på de tab. Jeg fokuserede på at være glad for dem, der mødte op, dem der gav udtryk for, hvad de kunne stille op med, de der turde forholde sig til både Steens og min situation, og de der forblev vidner ved ikke at forlade mig, når jeg gang på gang aflyste aftaler, jeg alligevel ikke magtede, selv om jeg havde lyst.

På plejehjemmet opstod nye muligheder for et samarbejde med fagfolk, de nye vidner. Det betød dog ingenunde, at der ikke mere var behov for de gammelkendte vidner til vores liv.

Som en afsluttende bemærkning til at have vidner med på demensrejsen, så har det været meget givtigt for mig at kunne tale med dem, der stillede op i sygdomsforløbet, efter Steens død.

Fællesskaber, venskaber og nye fællesskaber

For nylig var jeg med til det sidste farvel til en demensramt kvinde, som sov ind på plejehjem. Jeg har aldrig mødt hende, men har mange gange hørt om hende, da jeg kender hendes mand, som kommer i et fællesskab for pårørende til demensramte.

Jeg har tidligere skrevet om venskabets betydning, om betydning af at være i en pårørendegruppe og om fællesskabet i parforholdet, der ændrer sig. I dag vil jeg fokusere på Pusterummet, som er et mødested for pårørende, beliggende i Lyngby-Taarbæk Kommune. Pusterummet er karakteriseret ved at være et tilbud startet af pårørende for pårørende. Her kan ægtefæller, venner, søskende eller voksne børn til demensramte komme. Man melder sig ikke til, men møder op den første tirsdag i måneden, når man har lyst til det og mulighed for det.

Pusterummet så dagens lys for snart to år siden. Vi var to ægtefællepårørende, der tog initiativ til at starte et fællesskab for andre i samme situation, som vi selv var i.

Jeg oplevede selv på daværende tidspunkt at få meget ud af at være i en pårørendegruppe. I pårørendegruppen mødes de samme mennesker hver gang, og der opstår efterhånden et godt fællesskab, hvor man følger hinanden, støtter hinanden, forstår hinandens situation. Vi var i pårørendegruppen forskellige steder i demensforløbet, og jeg var den første, der sagde farvel til min mand på hjemmefronten, da han fik behov for en indsats på plejehjem.

Faktisk var Steen lige flyttet i aflastning på et plejehjem, da jeg startede i pårørendegruppen. Men jeg kunne godt have brugt at tale med andre i samme situation, mens Steen endnu boede hjemme og sygdommen udviklede sig. Det var en svær tid, og jeg følte mig ofte magtesløs, alene, frustreret. Jeg manglede nogle at tale med, som også var pårørende, hvor jeg kunne være tilstede med mine praktiske og følelsesmæssige spørgsmål, med min smerte og afmagt for derefter at tage styrket hjem. Kort sagt havde jeg allerede tidligere i forløbet et behov for at være sammen med andre, som også oplevede på nært hold, hvordan demens ændrer tilværelsen.

Pusterummet er et åbent fællesskab til forskel fra pårørendegrupper. I Pusterummet kan alle pårørende, uanset hvor i demensforløbet, man befinder sig, møde op. Pårørendegrupper er et tilbud fra kommunen til pårørende, hvis demente ægtefælle bor hjemme, med otte mødegange.

Jeg opfattede mig egentlig ikke som frivillig men som pårørende, og det var i den ånd, Pusterummet startede.

Min faglige baggrund som socialrådgiver, hvor jeg tidligere flere gange har opstartet og stået for gruppeforløb, og mit kendskab til det kommunale system, hjalp også med til at starte Pusterummet op.

Jeg havde dog i starten en anden rolle, end jeg tidligere havde haft i mit virke som socialrådgiver. Vel en slags dobbeltrolle, dels selv pårørende med behov for at tale om og dele egen situation, dels ansvarlig for at gruppen fungerer som gruppe. En position, jeg selv valgte at sætte mig i, og også synes er lykkedes på en god måde at håndtere.

I dag, 1 1/2 år efter Steens død, opfatter jeg mig som arrangør og tovholder, som frivillig, med erfaringer og viden om demens tæt inde på eget liv i alle dets faser. Det giver stadig så meget mening for mig at stå for og udvikle de tilbud, der er forbundet med Pusterummet og indsatsen over for pårørende.

Pusterummet har lige fra starten fået fin opbakning af kommunen, blandt andet fra plejecenteret, hvor Pusterummet stadig mødes. De første måneder annoncerede plejecenteret i lokalpressen om vores tilbud. Vi har hen ad vejen fået kommunal støtte som forening, vi er med i frivilligmiljøet, plejehjemmene og demenskonsulenterne gør pårørende opmærksom på os, bla ved en flyer, hvor vi fortæller om Pusterummets tilbud. Vi har en samarbejdsaftale med Alzheimerforeningen, som også er en god støtte. Deltagere i Pusterummet tager flyers med til deres tandlæge, læge, i kirken. Det er mit indtryk, at det ofte er mund til mund metoden, der hjælper pårørende til at møde op eller kontakte mig, inden de møder.

Vi er normalt mellem 10 og 14 deltagere. Nogle er helt faste deltagere, andre kommer med mellemrum, når de kan komme hjemmefra eller har mulighed for det pgra arbejde. Nogle kommer forbi en gang eller to og finder ud af, at det ikke er lige nu, de har brug for at komme her.

Sådan et fællesskab har sit eget liv. Fællesskabet opstod på baggrund af en ide og et behov. Fællesskabet er målrettet pårørende til demensramte. Men hvad, når man mister? Er man så pårørende, eller er man på vej over i en ny fase af sit liv. Hvordan og hvornår går man de nye veje? Hvordan kommer man over i nye fællesskaber, når man føler tryghed i de måske gennem flere år kendte fællesskaber? Hvordan sørger vi for, at der er plads til at dele og være med sorgen efter tabet samtidig med at pårørende kommer i fællesskabet og er fyldt af dagligdagens tunge problemer, hvor ens ægtefælle langsomt ændrer sig, samlivet forvandles og ændres og overvejelser over store spørgsmål som, hvornår er det tid at tænke på plejehjem, presser sig på. Selv om demens er en uhelbredelig tilstand, hvordan vil det så påvirke nye i fællesskabet, at andre allerede har mistet og står tilbage med en anden sorg? Det er spørgsmål, vi må overveje og tale om.

Pårørendefællesskabet skal ikke munde ud i ingenting, men gerne i noget nyt.

Fællesskabet kan vi bruge til AT VÆRE i en situation sammen med ligesindede. Fællesskabet er en levende organisme, hvor man giver til fællesskabet, modtager fra fællesskabet og dermed frembringer en oplevelse af ikke at være alene, men i et du/jeg og jeg/vi miljø så at sige.

Sådan et fællesskab kan være svært at sige farvel til. Skal man blive, skal man ind i eller selv være med til at danne nye fælleskaber, eller er det tid til noget helt tredie eller fjerde?

Jeg har i årene med Pusterummet både oplevet, at nogle har takket farvel efter ægtefællens død. Det føltes naturligt at komme videre. Kendskabet til hinanden er der, men det nære fællesskab er der ikke behov for mere. Nogle er blevet i fællesskabet, efter de har mistet. Det giver en tryghed at se kendte ansigter og bevare en rutine i hverdagen.

Ingen kan og skal stille sig til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert. Ud fra egne tanker om fællesskaber, så er jeg efter to år med Pusterummet optaget af, hvordan vi skaber et flow, så man kan bevæge sig fra en ofte langvarig pårørendeidentitet med demens som hverdagens følgesvend til nye steder, hvor livserfaringerne følger med.

flyer pusterummet nov 16