Hvem tager initiativet

Det var i august 2015, at jeg mistede Steen. Jeg har således været igennem flere juleaftener og nytårsaftener uden Steen. Jeg har haft tre fødselsdage uden ham, både min egen og hans. Jeg mødes med mennesker, der kendte Steen længere, end jeg har kendt ham. Og jeg mødes med mennesker, som bedre kender mig end Steen.

Nogle af disse samvær er helt nye traditioner, for eksempel juleaften, hvor jeg siden Steens død er blevet inviteret til at være med hos gamle venner.

Efter Steens død, skabte Martin, Laila og jeg den tradition at mødes til Steens fødselsdag den 17.juli for at tage på kirkegården sammen. Da Steen levede og endnu ikke var blevet ramt af demens, fejrede vi aldrig fødselsdag med dem. Faktisk kendte jeg ikke Martin og Laila. Jeg har i tidligere klummeindlæg og i min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” fortalt om Martin og Laila og min relation til dem. Om betydningen af Martins besøg hos Steen på plejehjemmene og om hans og min korrespondance, mens Steen boede på plejehjem og efter hans død. Når vi mødtes til Steens fødselsdag, talte vi om Steen, vi talte om, hvem han var, om dagen hvor han døde. Det var vigtig for mig, og sikkert også for Steens barndomsven Martin, at vi kunne og ville tale sammen om Steen, tale åbent om savnet, tale om hvad demensen havde gjort ved ham, og tale om de oplevelser vi havde haft, også inden Steen blev ramt af demens. Det var godt at mindes og sætte ord på savnet.

Som jeg også tidligere har skrevet om, så døde Martin i maj måned, og jeg mistede en ven, med hvem jeg kunne skrive og tale om vores fælles ven og kære Steen. Det var ubesværet at tale og skrive sammen om Steen, det føltes naturligt og ikke noget med, at nu stopper vi med det. Det blev aldrig tabu. Men hvor vi i starten efter Steens død skrev meget frem og tilbage om Steen og om, hvordan jeg havde det efter tabet, blev der længere imellem de emner, og vi skrev om andre emner. Som sagt blev det aldrig tabu, det vil sige, jeg tog plads til at skrive og tale om Steen, når jeg havde brug for det. Nu har jeg ikke mere Martin som ven og vidne til Steens sygdomsforløb og død.

Jeg har bemærket i de mere end tre år, der er gået, at Steen sjældent indgår i samtaler. Da jeg skulle til nytårsaften hos venner, hvor Steen og jeg flere gange har fejret nytår, skrev jeg til en veninde, “det bliver nok i mit stille sind, at jeg mindes ham, for det er sjældent, der bliver spurgt til, mindes, Steen, så æret være ham”. Min veninde skrev en bemærkning til mig “Du skal jo selv nævne Steen i forbindelse med en skål?”. Den tog jeg til mig og nævnte Steen ved velkomstskålen. Det var jeg så glad for, at jeg gjorde, for det åbnede op for, at Steen på forskellig vis fik sin plads den aften med fælles venner. Jeg var med til at invitere Steen med, selv om han ikke var tilstede fysisk, og også fyldte mindre, end han ville have gjort, hvis han havde været i live. Men han var med og minder og erindringer blev nævnt flere gange i aftenens løb. Det blev en rigtig god aften.

Min veninde skrev også til mig “…jeg tror, du selv må bringe Steen frem til opmærksomhed, da vi andre ikke mærker savn og det liv, I har haft sammen tidligere….” og det har hun jo ret i. Nogle gange har man brug for at sætte ord på sit savn, dele minder med andre, huske at der også har været tidligere fælles oplevelser med vennerne, at livet er her og nu, ja men også at det præges af det, der var.

Jeg er blevet opmærksom på, at JEG selv må sætte ord på, hvis JEG ønsker hans “tilstedeværelse” i stedet for at regne med, at andre gør det. Og det gælder i virkeligheden også for så mange andre ting i livet, at tage ansvar for sit behov. Når man altså kan.

Share with your friends









Submit

One thought on “Hvem tager initiativet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *