I dag tænder jeg et lys for Steen.
I dag for et år siden, det var mandag morgen, blev jeg blev ringet op af sygeplejersken, der sagde “du bør komme over til Steen nu”. De seneste par dage var det gået stærkt ned ad bakke, og Steen var holdt op med at indtage føde. Kun væske. Jeg var forberedt. Jeg havde haft samtaler med sygeplejersken på plejehjemmet og med læge, sygeplejerske, psykolog fra hospitalets palliative enhed om den kommende og uundgåelige død.
Jeg gjorde mig klar til at tage hen på plejehjemmet. Jeg ville tage de øreringe på, jeg fik af Steen ganske kort tid efter vi var blevet kærester for snart tyve år siden. Smukke øreringe i oxideret sølv med en lille perle i vedhæng. Øreringe jeg har haft på utallige gange. Splitten knækkede af den ene ørering, da jeg ville sætte den gennem hullet i øret. Nu kan man jo tro på forvarsler eller lade være. Det er ikke noget, jeg tænker over til dagligt, men for mig var det et varsel. Et varsel om Steens død, samme dag. Jeg lagde den ødelagte ørering tilbage på kommoden. Gik ud til bilen og kørte hurtigt den korte vej til plejehjemmet.
Ingen ved, om vi er med det sidste stykke vej, til døden os skiller. Om det er os forundt at sidde og være hos vores kære, når han eller hun sukker en sidste gang. Det blev mig forundt at være med det sidste stykke vej, at sidde hos Steen, holde ham i hånden, at sætte Wagners Parsifal, musik der har betydet så meget for ham, på cd´en på høj volumen. Det blev mig forundt at tale med ham en sidste gang om musikken. Jeg med det talte sprog, han med øjet og et smil. Vi lyttede på hver vores måde til operaen, jeg ind imellem med hovedet på hovedpuden ved siden af ham, eller med i tavshed at holde i hånden.
Jeg ringede til hans bedste ven, som hurtigt besluttede at komme tilstede. Tiden omkring døden føles som ved fødsel – intens, flydende, nærmest uvirkelig, smertelig og samtidig så virkelig som det mest virkelige i verden. Intensiteten i oplevelsen af at være tæt på det, der sker lige her, lige nu i rummet, er det eneste, der betyder noget. Seks timer fik jeg, inden færgemanden kom. I slutningen af sidste akt af Parsifal besluttede Steen at lade sig flyde med af musikken.
Jeg tænder et lys i dag, fordi det er præcis et år siden, han blev løst for videre lidelser. Et par år forinden havde han fået den uhelbredelige diagnose vaskulær demens og to måneder inden sin død, en kræftdiagnose uden chancer for helbredelse.
Jeg tænder et lys for kærligheden og for savnet. Og for det levede liv efter afskeden.
