Ja til pårørendegrupper

Det er længe siden, jeg har været til tasterne på min blog. Det betyder ikke, at jeg ikke skriver mere, eller ikke har noget på hjerte.
Det er måske snarere et billede på, at jeg skal finde nye veje på min blog.
Mine personlige fortællinger om, hvad jeg oplevede som pårørende, hvordan jeg havde det og klarede min dagligdag under Steens sygdomsforløb, er for en stor dels vedkommende nedskrevet i min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”. Her kan jeg til hver en tid gå ind og genopleve årene som pårørende. Og det gør jeg nu og da.
Mine erfaringer og oplevelser aktiveres også, når jeg er ude og holde foredrag med udgangspunkt i min bog. Jeg oplever, når jeg kommer ud og møder pårørende, at de genkender så meget fra deres egen aktuelle situation, når jeg fortæller og læser op af mine egne erfaringer. Jeg oplever, at fagfolk og politikere bliver berørt og for nogles vedkommende får en yderligere, forståelse af, hvad det vil sige at være pårørende. Hvad det vil sige at være pårørende til en demensramt, med alle de tab det medfører, ændringer i livssituation, og følelsesmæssige nedture. Behovene for at blive hørt, inddraget, det naturlige ønske om samarbejde, og om hjælp til selv at få små frirum i hverdagen for ikke at bukke under.

Jeg kan tale om det, fordi jeg har været der. Jeg er der ikke mere i min dagligdag i dag. Jeg lever et aktivt liv, hvor jeg vågner op om morgenen og ser frem mod en ny dag.
Jeg har valgt fortsat at beskæftige mig med demens og pårørende. Fordi jeg har været der selv, og fordi jeg kan se, hvor meget det betyder, at pårørende har et sted at mødes og tale sammen. Jeg har tidligere skrevet om Pusterummet, hvor pårørende mødes en gang om måneden. Det er et tilbud, der søges af stadig flere pårørende.
Der møder pårørende op fra andre byer for at være med. Behovet er der for at mødes med andre i samme situation.
Jeg har ikke et overblik over, hvor mange kommuner, der har tilbud om pårørendegrupper, men enhver kommune bør have sådanne tilbud.
Pårørendegrupper er en livline for den pårørende, og kan være stedet, hvor der prikkes hul på følelsen af, at man er helt alene med de tunge oplevelser i dagligdagen.

Som sagt er min hverdag i dag ikke tynget af afmagt, savn, tab, mangel på forståelse, som da Steen levede. I fredags, den 31.august, var det tre år siden, Steen døde. Jeg var på kirkegården med en buket blomster fra haven. Det føltes både så længe siden og alligevel ikke. Tre år siden han døde, men over syv år siden han var sit gamle jeg.
Jeg har haft mange gode år med Steen, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har haft nogle svære og intense år, da demensen greb ham. Men selv de år har også givet mig nogle gode oplevelser og ikke kun tæret på min ressourcer. De har har også givet mig kræfter. Kræfter til at leve et liv, som gør mig glad med gode oplevelser. En af grundene er, at jeg havde min pårørendegruppe.

Jeg har mindedage, som feks Steens fødselsdag, hans dødesdag. Dage hvor tanker og minder dukker op mere intenst. Jeg har min hverdag, hvor tanker også dukker op om oplevelser, vi har haft sammen. Jeg kan finde på at tænde et lys eller se på billeder fra vores liv sammen eller afspille et stykke musik, som minder om vores fælles musikoplevelser.

I denne uge har TV2 fokus på demens. Det kan jeg kun bifalde, at de igen i år fokuserer på demens og også på, hvad det betyder at være pårørende. I den forbindelse er jeg inviteret ind i Alzheimerforeningen på torsdag morgen, hvor Go´morgen Danmark er tilstede, for sammen med to andre pårørende at fortælle om, hvad det betyder at være i en pårørendegruppe. Fortælle om mine personlige erfaringer.
Og som det nok kan læses af dette og tidligere indlæg, så er min anbefaling utvetydigt, at man som pårørende får så meget ud af at mødes med andre pårørende.

Mit liv har minder og mit liv leves.

Share with your friends









Submit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *