Farvel til en god ven

I dag skrev jeg følgende på min facebook:

“I går mistede jeg en særlig og speciel ven.

Martin, Steens barndomsven.

De to foretog deres tidlige ungdomsrejser sammen rundt om i Europa og holdt senere i livet en vis kontakt. Da Steen fik demens, trådte Martin ind på arenaen. Martin var en enestående ven, som besøgte Steen hver anden uge de to år, han boede på plejehjem og i den sidste kritiske tid endnu oftere.
Men Martin blev også en speciel ven for mig. Over årene i mit liv med Steen havde jeg hørt om Martin, men det var først i forbindelse med Steens sygdom, at Martin og jeg fik en relation. Martin og jeg har skrevet sammen på næsten daglig basis i næsten fem år. Han var min gode støtte under Steens plejehjemsliv, skrev om forholdene på plejehjemmene, om Steens situation, om deres fælles oplevelser over årene, og som velskrivende og velorienteret journalist fik jeg ofte dagens vigtigste nyhed og refleksioner med i mailen. Og et hav af anekdoter bla fra årene som journalist på Ritzau. At min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” udkom kan jeg i høj grad takke Martin for. Dels danner en stor del af vores korrespondance grundlag for bogen, dels har han holdt mig fast i, at denne bog skulle udgives, når jeg knoklede på med at finde et forlag og fik afslag på afslag.
Heldigvis nåede bogen ud, og jeg mødtes med Martin, så han kunne få den fysiske bog, der også handler så meget om hans og Steens unikke venskab, i hånden.
Vi kan alle lære af Martins måde at være en god ven på, han handlede, stillede op, forholdt sig, spurgte, lod sig ikke skræmme væk af alvorlig sygdom og livsforandring.
Martin, jeg kommer til at savne det lille daglige pling fra min iphone, når dine mails tikker ind med nyheder, historier, anekdoter, kommentarer til min hverdag.
Nu tænker jeg, at du kan møde Steen et sted derude.”

Hvis du har læst nogle af mine andre indlæg i min klumme og kommentarer til nogle af mine indlæg, så er du stødt på Martin.

Vi kan alle lære af Martins måde at være en god ven på. Når man har fået en demenssygdom, er det stadig vigtigt, at venner indfinder sig. Venner som kan være med til at trække tråde til fortidens levede liv og til fælles oplevelser, og gå ind i erindringer sammen. Men som også tør være her i nutiden med de muligheder, den giver for samvær.
En af grundene til, at jeg oplever Martin som en speciel og særlig ven er, at han som en naturlig ting mødte op hos Steen. Hans og mine samtaler på mails gav mig indsigt, mulighed for at vende tanker og frustrationer, jeg havde en samspiller omkring Steens sygdomsudvikling og livet på plejehjem. Og Martin huskede også at spørge til mig, hvordan jeg havde det. Han kom med råd og overvejelser. Vi havde begge stor tilknytning til Steen, kendte Steen på hver vores måde og på forskellige tidspunkter af hans liv.

Min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” vil nu være et minde ikke kun om Steen men også om Martin.

Billedet er fra min bog og viser Martin, der besøger Steen på plejehjem i forbindelse med nytår.

Share with your friends









Submit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.