Kan jeg sygemelde mig hos Gud?

Overskriften på mit indlæg denne gang er titlen på min bog. Min bog som handler om årene fra demenssygdommen greb fat i Steen og dermed også i mig, til han fik kræft og endelig fik fred. Bogen handler om 3-4 år af hans og mit liv, for ham de sidste år af hans liv, for mig nogle voldsomme og omvæltende år.

Bogen udkommer om få dage, onsdag den 14.marts. Jeg er selvsagt spændt på den dag, hvor min bog slippes løs af min favn, hvor den får sit eget liv hos mennesker, jeg ikke kender, og som af den eller anden grund synes, min beretning kan være relevant for dem.

Selv om jeg har lidt sommefugle i maven, for det er et stort skridt at tage at fortælle sin personlige historie, så er jeg alligevel ikke i tvivl om, at jeg gør det rigtige. Jeg er heller ikke i tvivl om, at Steen ville have billiget min handling.
I vores arbejde sammen med familiebehandling hos mange forskellige familier, skrev vi som del af en healingproces deres fortalte familiehistorier ned og gav dem den tilbage. Vi oplevede glæden ved at kunne se egen historie på skrift, også selv om mange endnu ikke kunne læse den. De var flygtninge med svære oplevelser i bagagen, hvoraf mange ikke havde lært det danske sprog endnu.
Vi kendte til livshistoriens effekt og dokumentationsværdi.

Når jeg har valgt at udgive denne del af Steens og min livshistorie, er det fordi, de år, vi har været i demensens vold, ikke er enestående. Vores historie er vores, men mine fortællinger om tab på tab, om følelser af afmagt, af vrede og sorg, af håb og glæde er genkendelig for så mange andre pårørende til demensramte. Tusinder af pårørende står midt i tab, svære valg og afskeder, hver eneste dag.

Jeg har skrevet dagbog, derfor er oplevelserne skrevet på det tidspunkt, de sker. Det er ikke efterrationaliseringer.
Steen døde for 2 1/2 år siden, og jeg er et andet sted i mit liv i dag. Skulle jeg skrive en ny bog om hans og min rejse gennem demensens kringlede land, ville den bestå af eftertanke, noget ville være glemt og have en anden betydning. Som dagbog står oplevelsen præcis som den oplevedes på det gældende tidspunkt, og det er det, der har været vigtigt for mig at fortælle, for det er lige der, det gør så ondt.
Jeg fortæller også i bogen om venskaber, om samarbejdet på godt og svært med offentlige instanser og plejepersonale og om, hvad der har fået mig til at komme videre i livet.

Nu er bogen her, nu skal den ud at leve sit eget liv.

Alzheimerforeningen i Københavns Omegn arrangerer en bogreception onsdag den 14.marts klokken 14 på Lyngby Bibliotek. Du er velkommen.

Du kan også komme og få en snak med mig lørdag den 24.marts mellem 11-12 hos Arnold Busck i Spinderiet i Valby, hvor jeg signerer min bog.

Eller lørdag den 7.april hod Bog&Ide i Sønderborg.

Eller lørdag den 14.april hos Greens Boghandel i Sorgenfri mellem 11-12.

Share with your friends









Submit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *