Jeg har besluttet mig for at skrive julekort i år.
Jeg er ellers de sidste år faldet af på den med hensyn til at skrive julekort. Dels var overskuddet ikke stort, mens Steen var syg, og især de par år, hvor demensen udviklede sig herhjemme, blev julekort og -hilsner ikke noget, jeg magtede.
Dels er jeg nok også præget af PostNords langsommelige omdeling, og priserne. Dag til dag post i Danmark, som alligevel ikke med sikkerhed når frem, koster 25 kr. Post til udlandet koster 25 kr.
Da december endelig oprandt efter den tunge november, stod skrivning af postkort ikke på min liste over juleaktiviteter.
Ikke før jeg i går modtog et julekort fra nogle venner i Australien. Det er nogle gamle venner fra England, Alan og Marie. Jeg lærte dem at kende gennem Steen, som mødte Alan, da han som ca 20-årig arbejdede i London.
Alan og Marie emigrerede til Australien for over 15 år siden, og de har besøgt os et par gange siden da. Men det er efterhånden nogle år siden. Vi nåede aldrig til Australien, Steen og jeg, for at besøge dem. Kontakten har bestået i et årligt julekort, hvor de, det vil sige Alan, trofast har sendt et kort, som vi har modtaget i starten af december. Det har altid været kortfattede hilsner med varme ønsker om en glædelig jul og godt nytår. Et dejligt livstegn til hinanden trods alt.
I 2017 hørte jeg fra fælles venner, at Alan har fået konstateret Alzheimer. I Alan og Maries tilfælde er det som i mange andre familier, ikke noget man taler om, og Maries besked var lagt i et brev til mine venner, uden Alan opdagede det.
Det gør det rigtig svært med den lange afstand og med sygdomsbenægtelse at stille op til hjælp og støtte.
Da jeg i går modtog det årlige julekort fra Australien, blev jeg imidlertid meget rørt. Efter Steens død skriver Alan nu Mrs. Grand. Grand var Steens efternavn, men heldigvis lægger mit lokale postbud brevet i min postkasse. Da jeg åbnede konvolutten lå der et fødselsdagskort. For nogle år siden havde jeg nok grinet af det, at han havde sendt et fødselsdagkort. Nu blev jeg istedet meget rørt. Det varmede, at han havde husket at sende et kort. Og det fik mig til at tænke på, at PostNords langsommelighed og priser på frimærker har så lille betydning.
Jeg kender ingen, der ikke bliver glad for en kærlig julehilsen.
Lige nu står mit julekort fra Australien i ensom majestæt på mit skab, hvor jeg plejer at sætte mine julekort (som med årene er blevet færre).
Jeg er glad for mails og for at kunne kommunikere og sende hilsner på sociale medier, men det er og bliver specielt dejligt med et gammeldags postkort med frimærke på og afleveret i postkassen af postbuddet. Så i går bestilte jeg frimærker på PostNords app og håber, de som lovet, leverer frimærkerne i min postkasse om et par dage, så jeg kan sætte dem på mine konvolutter.
En rigtig glædelig jul til jer, der læser min blog.
Lyder som en rigtig og smuk tanke. Jeg tror virkelig, st den personlige hilsen varmer, især ensomramte mennesker, og det kan være demensramte og pårørende.
Man kan sende som B-post, det er noget billigere. Jeg vil også sende julekort i år, som jeg plejer, men for ikke at stresse, bliver de skrevet, når jeg er klar, og det gør nok ikke noget, at hilsenen først når frem mellem jul og nytåt. Jeg skal også først bestille julemærker, som efter min mening hører til en julehilsen.
Det største problem bliver nok at finde en postkasse!