Denne sang er sunget af mange kendte sangere over årene, siden den kom frem i 1982. Rod Steward, Dionne Warwick, Stevie Wonder, Elton John, Cliff Richard, Cilla Black.M.fl.
Sangen, hvor det er vennerne der synger “Du kan altid regne med mig, i gode tider og i svære tider”.
Vi nyder de gode tider sammen. Glæden ved gode fælles oplevelser, ved at det går den anden godt, ved at livet tilsmiler én.
Venskabet kommer egentlig først til at stå sin prøve, når det bliver svære tider. Når den ene har mere brug for den anden, har mere brug for vennens tilstedeværelse og indsats.
Venskaber har vi alle brug for, vil jeg påstå. Vi er nogen i kraft af, at vi har en eller flere venner. Vores liv og vores livshistorie bliver sat i perspektiv gennem venners følgeskab.
Venskaber kommer ikke af sig selv. De opstår ud fra en gensidig sympati, interesse for hinanden, måske fælles interesser. I venskaber handler det ikke om, at vi skal ligne hinanden eller, at vi skal være enige om alt, men vi skal have lyst til at engagere os, udfordre, turde være oprigtige, lytte og være nærværende. Og nogle gange handle, være fysisk tilstede, tilbyde sin praktiske støtte.
Jeg var lige ved at skrive, at jeg ikke tror, der er mange i vores samfund, som er venneløse. Men det er der nok alligevel, for der er sat mange forskellige aktiviteter igang de seneste år for at bryde ensomheden.
I dag vil jeg dog fokusere på venskaber og ikke på ensomheden.
Når vi oplever forandringer og tab i vores liv, så har vi har brug for at blive set og hørt. Ikke for at blive isoleret eller isolere os. Og alligevel er der en stor risiko for, at det sker.
Hvis vi ikke rækker hånden ud efter hjælp.
Hvis andre ikke er opmærksomme på, at de med tilbud om deres hjælp og støtte kan gøre en verden til forskel.
Jeg erfarede, de år hvor Steens demenssygdom udviklede sig, hvor svært det var at være pårørende ægtefælle. Hvor meget jeg var nødt til at klare og overkomme praktisk og følelsesmæssigt. Midt i forandringer og tab på tab oplevede jeg dog også, at jeg magtede mere, end jeg troede, jeg kunne. Men der er også en pris at betale ved at klare så meget alene.
I min livshistorie har jeg været vant til at klare mange situationer, mange opgaver alene, så derfor var jeg ikke så god til at se mig om efter hjælp. Dels faldt det mig ikke altid ind, at der var (praktiske) opgaver, jeg måske kunne få hjælp til. Dels censurerede jeg så at sige på forhånd, om jeg kunne få hjælp. Jeg ville ikke være til besvær, de andre har jo også deres at se til osv osv.
Når jeg i dag kan se mere nøgtern tilbage på perioden, så ved jeg også, at jeg alligevel udviklede strategier til at søge om hjælp. Udviklede sluser, så jeg ikke druknede, selv om jeg mange gange følte, at jeg var tæt på. Feks skrev jeg med flere af mine venner om situationen. Ofte dagligt til nogle få, til andre opsummerede jeg. Det gav mig mulighed for at få et bedre overblik over udviklingen og de daglige hændelser. De, der i den periode var pennevenner, var gode til at tage imod, hvad jeg skrev. Og til at stille spørgsmål, se nye vinkler, dele egne erfaringer, komme med bud på min og Steens livssituation. Noget kunne jeg bruge, andet ikke. Men de skrev til mig fra hjertet.
Det, jeg ikke var så god til, overhovedet ikke, var at bede om praktisk hjælp fra venner. Mange dage var en sand udfordring på hjemmefronten. Min arbejdsindsats på mit job blev mere og mere flosset, jeg følte ikke, jeg kunne leve op til min egen standard. Jeg skulle leve med store praktiske og følelsesmæssige omvæltninger. Jeg kunne nok heller ikke lige overskue, hvad jeg ønskede hjælp til. Vant til, som jeg var, at klare skærene selv. Men det spillede også ind, at Steen ikke havde erkendelse af sin sygdom, og han blev vred på mig, hvis jeg gav udtryk for, at vi havde brug for andres hjælp.
Så kan du spørge, kunne de venner, du skrev til og talte med, så ikke tilbyde sig. Jo, det gjorde de også med det, de kunne give. Og det kan selvfølgelig være svært at vide, hvor man bedst kan hjælpe praktisk, hvis man ikke bliver spurgt direkte.
Og det leder mig frem til det, jeg erfarede de år, hvor Steens demens- og senere kræftsygdom udviklede sig. At jeg havde veninder, som var der for mig. Både veninder, jeg havde haft kontakt med gennem mange år, gennem få år, men også veninder, som dukkede op i mit liv igen. De stillede op på sidelinjen. De stillede op til at drikke en kop kaffe med mig et kort øjeblik i København, inden jeg tog turen hjem til Virum. De stillede op ved at komme og besøge mig, da jeg kom til at bo alene i huset i den lange periode, hvor jeg ikke orkede at tage længere end til plejehjemmet eller til Lyngby. De accepterede, at jeg gang på gang, og som regel i sidste øjeblik, måtte melde fra en aftale, en fødselsdag eller andet, fordi jeg alligevel ikke magtede det. De var der præcis for mig.
Det hjalp mig at være opmærksom på det, jeg fik. Jeg følte mig glad og taknemmelig. Lyder det lidt floskelagtigt? Det er det ikke ment som. Jeg har fået omsorg og tålmodighed i en periode af mit liv, der var fyldt med stress, tab, manglende kræfter, ofte manglende søvn og uregelmæssige måltider. Jeg har ikke været i tvivl om omsorgen, jeg har fået af dem, der trådte til.
Jeg valgte også ikke at fokusere på dem, der ikke (mere) var der, for sådan er vægtskålen.
Forandringrene i mit liv førte også til et tilbud fra kommunen om at komme i en pårørendegruppe. Der startede jeg, netop da Steen var flyttet i aflastning. Det blev en gruppe, som fik stor betydning for mig de kommende år. Og hvor venskab giver mening. Vi voksede ind i hinandens sygdoms- og dagliglivshistorier med forandringer, med uoverskuelige og næsten uoverkommelige dage derhjemme. Med overvejelser om, hvornår det var tid til plejehjem. Praktiske og juridiske samtaler. Samtaler om de svære situationer vi mødte med den manglende forståelse i den nære familie, på arbejdspladserne, men også om de korte øjeblikke, hvor der var hul igennem demenssygdommen. Fortællinger om familier der kunne bære udviklingen sammen. Vi vidste alle i gruppen, at vi i sidste ende var alene om de svære beslutninger i livet, fordi vores makker ikke kunne mere. Men også at vi i gruppen var der for hinanden. Det er blevet en helt ny form for venskab og nærhed, vi har fået med hinanden med udgangspunkt i demenssygdommens ubønhørlige indgriben i vores liv. Selv om jeg ikke er med i gruppen mere, så møder jeg de fleste til de arrangementer for pårørende, jeg i dag “bestyrer”. Pusterummet. Madklubben. De tilbud vil jeg skrive om en anden dag.
Jeg kan pege på flere områder, hvor jeg godt kunne have haft gavn af hjælp, og hvor jeg ikke bad om det. Feks når Steen skulle til undersøgelser på hospitalet. Når jeg ikke kunne overskue min hverdag, selv småting blev uoverstigelige bjerge. Da jeg mistede Steen og sad alene tilbage. På dødsdagen og indtil bisættelsen. Jeg savnede den fysiske kontakt, det fysiske nærvær, nogen at dele et måltid med.
Vi er overladt til aleneheden efter tosomheden. Og selv med gode venner tror jeg ikke, det er uundgåeligt af og til at henfalde til ensomheden. Faren er, hvis man ikke kommer ud af den igen.
Jeg valgte tidligt at tale om mine oplevelser og erfaringer, og jeg synes, at de svære sygdomsår har lært mig at blive bedre til at vurdere mine behov for hjælp og at bede om hjælp. Nu bruger jeg mine oplevelser og erfaringer over for andre, som er i samme situation, som jeg har været i.
Det er simpelt hen så fin beskrevet og skrevet. Og du ved, hvordan jeg kan genkende meget af det. Stort knus, og tak for at du har været der for mig.
Kære Nina, hvor er det godt skrevet. Hjælp det tror jeg de fleste har brug for, men hvis ens vennekreds ikke er stor, går man selv med smerten indtil man møder virkelige venner.