Forleden talte jeg med en kvinde, hvis mand, der har Alzheimer, bor på en aflastningsenhed på et plejehjem. Her har han boet 1 1/2 måned og er nu blevet skrevet op til en plejehjemsplads.
Hun var meget fortvivlet og trist, da hun, på trods af at personalet er søde og rare, mener at hendes mand er ked af at være der. Værelset, synes hun er trist og upersonligt indrettet, og hun fornemmer, når hun er der, at han gerne vil hjem, gerne vil med ud at købe ind, gerne ville have en hverdag med hende. “Hvad skal jeg lave, når du går”, siger han. Når hun ikke er der, så oplever personalet, at han ikke orker noget, han har ingen appetit, han har tabt sig over 10 kilo, og han trækker sig ind i sig selv.
“Jeg må tilsidesætte mig selv og tage ham hjem. Det er ikke godt for ham ikke at spise og være så trist. Det bliver nok meget bedre for ham, når han kommer på et andet plejehjem, der er beregnet til beboere med demens, og hvor han kan have sine egne ting.” Tanker og overvejelser, som kvinden luftede i sin triste stemning.
Jeg kunne kun nikke genkendende til det, hun sagde. Jeg havde det selv på samme måde, da Steen flyttede i akut aflastning. Han var ked af at være der, han forstod det ikke. Han sagde ting til mig, som han ikke sagde til personalet. Feks at han ikke kunne lide maden. Det skal siges, at han ikke havde spist kød i 30 år, men det var det, der stod på bordet, og så tog han det. Vegetarmaden var yderst kedelig og uindbydende, så det havde personalet heller ikke lyst til at byde ham. Og han spiste jo maden. Ja, han spiste alt, hvad man satte foran ham, og så troede personalet, at han kunne lide det. “Hvorfor skal jeg være her, jeg vil hjem”, sagde han. “Hvornår skal vi gå”. Selv om stemningen kort efter kunne vende, og han ikke talte mere om at komme hjem, så sad hans udsagn prentet i min bevidsthed.
Der gik ikke en dag, uden jeg tænkte på at hente ham og bringe ham hjem. Men jeg magtede det ikke, og ih hvor jeg følte mig tarvelig og utilstrækkelig, hvor jeg følte, at jeg lod ham i stikken.
Jeg holdt egentlig aldrig helt op med nu og da at overveje, om jeg skulle hente ham hjem, de to år han nåede at bo på plejehjem. Det handler ikke om fornuft men om følelser. Det handler om der svære tab af den person, man kendte og havde et samliv med, – engang. Det handler om den bristede drøm om at leve et normalt liv. Det handler om den dårlige samvittighed.
Fornuften, og ind imellem venner og andre pårørende, fik mig alligevel fra at føre det ud i livet. Erindringen om, hvor svært det havde været at håndtere hverdagen herhjemme, og alle de problemer, der var med at have hjælpere i huset til personlig pleje mv. Hvis han kom hjem, ville alt blive endnu sværere. Han var for længst ikke mere målgruppen, der kunne komme i og profitere af dagcenter. Han kunne ikke komme op og ned af trappen til kælderen, så badeværelset i stuen skulle bygges om. Hans utryghed og hans trang til at gå, ikke ture som sådan, men til bare at gå ud og væk. Nej, det var ikke løsningen. Plejeboligen med professionel pleje og omsorg, det var der, vi skulle være sammen, der jeg skulle gøre min indsats for at få den bedst mulige dag ud af det, det bedste samvær, hver dag. Det var og blev den eneste løsning.
Jeg sagde til kvinden, jeg talte med, at det bedste hun kunne gøre efter min mening og erfaring, var at være i nuet, være sammen med sin mand på plejehjemmet og gøre deres samvær rart og nærværende. “Hav et samvær ud fra, hvad han magter, og hvad der kan være til glæde for ham. Der er forskel på at være på plejehjemmet et par timer hver dag og 24 timer i døgnet derhjemme. Det gavner ikke dig, det gavner ikke ham”.
“Selvfølgelig græder du og er trist og ked af det”.
“Over 60 års samliv er slut, og nye rammer er sat for jeres liv, og det er den vanskelige rejse, du er startet på.”
