På vej mod lysere tider

Forår. Så er det blevet forår ifølge kalenderen. Fire årstider har vi nu gennemlevet med forandringer, samfundsmæssige som personlige. Forandringer som ingen af os havde foretstillet os, da vi for et år siden for første gang hørte ordet corona. 

Vi har optaget nye ord i vores ordforråd, ligesom eksisterende ord har fået en anden og mere nærværende betydning. Coronakilo, coronapandemi, covid-19, smitteopsporing, lyntest, PCR-test, holde afstand, mundbind, bobler, zoommøder. Bare for at nævne nogle få. Flere af ordene har mit skriveprogram endnu ikke lært at acceptere.

For nogle få år siden var jeg optaget af, om Steen på grund af sin demenssygdom var blevet en anden. Det kunne jeg sige både ja og nej til. Steen havde på rigtig mange måder ændret sig. Det er en del af demenssygdommens væsen, når hjernen ikke mere fungerer optimalt. Steen var ikke mere den initiativrige, den aktive, sproginteresserede og -begavede mand. Hans evne til at formulere sig og tage initiativ ændrede sig. Hans krop ændrede sig, og det var ikke coronakilo, det handlede om. Hans evne og lyst til at lave mad var også væk, og vores samspil og samvær ændrede sig. Men han var der bag alt det, på sin måde. Jeg så sider af den Steen, jeg engang levede sammen med. Han og jeg så glimt af et tidligere fælles liv, måske ikke altid samtidigt. Hans erindringer stimuleredes af samvær med mig og med hans gode barndomsven. Steen var Steen til han ikke mere levede.

Er jeg blevet en anden siden marts 2020? Både ja og nej.
Jeg genkender mig selv marts 2021, når jeg ser mig selv i spejlet, et par coronakilo tillagt. Og samtidig er der så meget forandret i mit liv. Ikke på grund af følgesvenden demens denne gang. Jeg kan heldigvis bruge flere af de evner, jeg erhvervede mig i årene, hvor demens var en stor og mærkbar del af mit liv. Tage en dag af gangen. Klare mig selv. Være for mig selv. Finde nye veje at løse problemer på, når de gammelkendte ikke dur mere. 

Jeg falder ikke omkuld om aftenen på grund af bekymringer eller udmattelse. Mangel på besøg på museer, ferier, samvær med venner og familie på grund af bobler og nedlukninger udmatter mig ikke i gængs forstand, snarere sløver mig.

To dage før statsministeren lukkede store dele af Danmark ned, holdt jeg foredrag for 75 kvinder i Blixen Klubben. Håndsprit lå endnu ikke i håndtasken, afstand og ingen kram lå endnu ikke på rygraden.

Jeg har denne gang, hvor tilværelsen igen viser tænder, udelukkende skullet tage vare på mig selv.  Jeg kender mange pårørende, som igennem dette coronaår har haft vanskelige betingelser, fordi de ikke har kunnet komme ind på plejehjemmet, hvis hverdag har været fyldt med bekymringer om, hvordan deres kære har det. Pårørende har mødt den fysiske og mentale deroute, de lukkede daghjem og plejehjem medførte.  Andre har oplevet at miste deres kære i 2020, med eller uden corona. Jeg skal udelukkende tage vare på mig selv.

Ligesom årene som pårørende fik mig til at ændre adfærd på nogle områder, så sker det nu igen. Jeg har bevæget mig ud på nye veje, når de kendte blev blindgyder. Eksempelvis betød nedlukning af plejehjemmene, at pårørendefællesskabet Pusterummet, som jeg har stået for i snart seks år, med ét ikke kunne mødes mere fysisk. Vores mødested i caféen på et plejehjem lukkede. Der kom efterfølgende restriktioner, der betød, man højst må mødes fem personer. Nye veje i min verden har været etablering af små grupper med fire pårørende, der selv aftaler at mødes. Det har fungeret siden maj sidste år, med pauser, når smittetrykket har været meget voldsomt. Telefonkontakten er i flittig brug. Jeg har netop startet en gåturgruppe, hvor interesserede mødes søndag formiddag. Om et par dage skal jeg stå for mit første møde i Pusterummet i et år, på zoom. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvor mange der har mod på at prøve den samværsform.

 – Det vigtige i det her år har dog været og er, at vi har kontakt med hinanden, ingen behøver at stå alene.

Så, ja, jeg har ændret adfærd. Mit tempo er blevet en del langsommere. Jeg skal holde mig selv igang fysisk, da mit yogahold er lukket. Nogle dage går det godt, andre knap så godt. Jeg har i perioder set ingen. Det har tydeligt medvirket til, at min gejst og den inspiration, jeg normalt får i samværet med andre mennesker, har lidt nogle brist. Det oplever jeg for eksempel,  når det handler om at skrive. Jeg har i flere år skrevet, dagbog af og til (det gør jeg stadig af og til), blogindlæg (der har været længere og længere imellem dem), indskrivning af Steens farfars spændende erindringer fra hans håndskrevne tekst i en omfangsrig bog er gået helt i stå. Jeg har sværere ved at koncentrere mig, finde tråden og have hjertet med i det, jeg skriver. Derfor har jeg flere gange skrottet blogindlæg eller videohilsner til denne hjemmeside.

Men men, stille og roligt kommer min energi tilbage.

Energi og virkelyst begynder at vende tilbage, corona eller ej. Det skyldes især, at dagene bliver længere. Lyset derude får mig til at vågne meget tidligere, end jeg gjorde i vinter. Fuglenes pippen, kvidren og deres samtaler morgen og aften er sammen med lysere og længere dage mine startkabler. Hjertet slår i takt med foråret.


Share with your friends









Submit

2 thoughts on “På vej mod lysere tider”

  1. Ja, forår er en livgiver uanset corona. Lys og fuglesang, udekaffe (nyt begreb hos os) med venner eller naboer, gode gåture og masser af dejlig frisk luft – det stimulerer livsglæden. Omend enhver kan have sine nedture (gælder også mig) er der nu så gode muligheder for at skabe mere indhold i tilværelsen.
    Rigtigt godt forår til dig Nina, du er god til at fange lyspunkter og gøre opmærksom på dem. Tak for det ❤️.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *