Så er jeg på banen igen. Efter en længere skrivepause med blogindlæg er jeg klar til at skrive et indlæg igen. Jeg har i mere end to år skrevet blogindlæg 1-2 gange om måneden. Fokus i mine indlæg er typisk oplevelser fra mit eget liv, og hvor jeg deler mine erfaringer som pårørende.
Emner og tilgang i mine indlæg har naturligt nok flyttet sig med årene. Jeg bliver gennem mine mange kontakter med pårørende inspireret til at skrive om oplevelser, problemer, erfaringer, behov som pårørende. I livet uden for bloggen præsenterer jeg mig som pårørende i nogle sammenhænge. Feks når jeg holder foredrag om min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”, eller når jeg mødes med pårørende i Pusterummet og Madklubben, begge steder, jeg tidligere har skrevet om, og hvor pårørende til demensramte mødes i Lyngby-Taarbæk. Eller som deltager i Alzheimerforeningens generalforsamling og andre af deres tilbud, og i Pårørende i Danmarks generalforsamling og deres konferencer. Eller som deltager for nylig i et inspirerende foredrag om sorgens fortælling i foreningen Liv&Død i København.
At jeg ser mig selv som pårørende i mange forskellige sammenhænge betyder ikke, at jeg ser mig selv som pårørende i alle livets sammenhænge. Jeg er optaget af pårørendes vilkår, jeg er optaget af mine pårørende venners aktuelle svære hverdag med en demensramt ægtefælle, mor eller far. Jeg ved og husker, hvor hård en hverdag, det kan være – og er for dem. Jeg sætter stor pris på de dialoger, jeg får både med pårørende, med demensramte og med fagpersoner, når jeg er ude og holde foredrag. Dialoger, som jeg fornemmer vi kan have, fordi vi har en fælles forståelse af mange af de svære og vanskelige situationer, mange lige nu står i, eller har stået i. Jeg møder mennesker, som har mistet for år tilbage, og som stadig er en del af pårørendefællesskaber, fordi ikke blot tabene, men det, de har mistet og måden de har mistet på, stadig fylder så meget i erindringen og følelsesmæssigt.
Så i visse sammenhænge går jeg som pårørende ind med mine personlige erfaringer og viden, med min omsorg og forståelse. I andre sammenhænge i min hverdag møder jeg mennesker ud fra andre roller. Jeg er veninden, jeg er moren, jeg er søsteren, jeg er naboen, jeg er hende, der taler med fodgængeren ved gadekrydset, taler med ekspedienten og af og til får en snak i bussen eller toget med sidemanden. Den korte hilsen, den lille snak med fremmede er jeg blevet bedre til, efter jeg har levet så tæt på det uundgåelige tab og vejen dertil. Mit liv er, om ikke hver dag, så ofte, blevet mere intenst, det giver glæde at hilse på ukendte, og jeg sætter i den grad pris på at være sammen med mine mangeårige venner, som har været en del af min livshistorie også før Steen blev syg.
I januar besluttede jeg mig for at ændre min blog, så det blev en hjemmeside, hvor både blogindlæg og andre oplysninger om feks min bog, og kommende foredrag lægges ud. Det var bare ikke så simpelt for mig at foretage den ændring. Jeg baksede i ugevis i wordpress, hvor alt foregår med opsætning og skriveri, men kunne ikke finde ud af det. Det frustrerede mig og trak mig væk fra lysten til at skrive på min blog. Det lykkedes endelig med en ny venindes hjælp at få ændringen på plads. Jeg følte det, som om en tandbyld var blevet fjernet. Fra pinefuld smerte kunne jeg nu lettet gå videre med opsætning af hjemmesiden.
Jeg har skrevet på andet i mellemtiden. Dels har jeg nu fået gjort manuskriptet til min brugsbog til pårørende med temaer her fra bloggen klar til forlag. Dels er jeg begyndt at renskrive Steens farfars erindringer, som er en fantastisk, håndskrevet bog om hans slægts historie og egne oplevelser fra 1800tallet til 1945. En spændende og udfordrende opgave, jeg har kastet mig ud i.
Når jeg skriver på bloggen, skal jeg have noget på hjerte, noget jeg har lyst til at fortælle og dele med læseren. Når jeg renskriver farfarens erindringer, får jeg glæde af at læse historien og udfordringer med den ofte vanskelig læste håndskrift. Mit arbejde med manuskriptet til brugsbogen for pårørende har betydet en fordybelse i teksterne, en finpudsning af, hvad jeg tidligere har skrevet og visse steder gøre mig mere forståelig. Det bliver en bog, hvor man skriver for sig selv og ikke for andre, og hvor man derfor kan skrive præcis som man vil, og når man vil.
