Ingen ny dag er som i går

Som pårørende samler vi på erfaringer og viden om, at hver dag er ny, og vi ved ikke, hvad den bringer. Vi lærer gennem egne erfaringer, samtaler med andre i samme situation og samtaler med plejepersonalet. Vores tanker, vores energi, vores kærlighed er rettet mod vores demensramte kære og nære først og fremmest, og ofte kræver det støtte at indse, at man også som pårørende skal tænke på selv at få fyldt på energi- og oplevelsesdepoterne.

Der er mange emner, mange vinkler, mange oplevelser at tage fat i inspireret af coronavirussens hurtige spredning. Jeg har valgt at skrive om en ferietur, der alligevel ikke bliver til noget. Men jeg har valgt at skrive om det med den underliggende stemning, at pårørende kender til forandringer, pårørende kan styrkes af forandringer, pårørende kan komme igennem svære situationer med støtte og hjælp fra sine omgivelser.

I Pusterummet, netværk for pårørende til demensramte, og som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg, blev vi i starten af året mere og mere konkrete i planlægning af en ferietur.

Jeg oplevede selv, da Steen og jeg ikke mere kunne rejse sammen, at jeg kun forlod hjemmet med min lille rejsekuffert i meget beskedent omfang. Mens Steen, demenssygdommen og jeg stadig boede sammen, drog rejsekufferten og jeg sammen med min datter et par dage til Prag, og jeg og rejsekufferten fløj fem dage til Kosovo for at besøge min nu afdøde veninde og hendes mand i Kosovo. Jeg tankede op og nød det. De to år, Steen boede på plejehjem, satte jeg mig i toget mod Gråsten en eller to gange for at besøge min veninde. De dage oplevedes som et par ferieuger, og jeg vendte hjem med fornyet energi og kræfter.

Der er pårørende i Pusterummet som gennem flere års pårørendeliv og -indsats ind imellem tanker op ved at tage nogle dage afsted med børn og børnebørn, med en veninde, besøger søskende eller tager på weekend med venner. Sådanne dage opleves ofte som den rene luksus, man kommer hjem fyldt af energi og har mod på, at man ikke ved, hvad den næste dag bringer.

Men det er ikke alle pårørende, der har de muligheder for at komme afsted, eller magter at arrangere en tur. Der er også deltagere i Pusterummet, som har mistet, nogle for kort tid siden. Her siger nogle, ja, nu vil jeg gerne ud at rejse. Fælles er, at man skal finde en ny måde at rejse på. Selv om man ikke har kunnet rejse med sin kære i flere år, så bliver det en endegyldig virkelighed, når ens kære dør.

Vi fik i starten af året aftalt og arrangeret en bustur til Stettin, 4 dage, 3 overnatninger. De, der fra starten måtte sige nej tak, gjorde det ikke på grund af rejseafstand eller -længde. Det var, fordi der var andre aftaler, de så ikke kunne overholde. De sagde heller ikke nej tak på grund af mangel på lyst. Der var en ærgrelse at spore blandt flere, for lysten til at rejse i fællesskabet med andre var stor. Busrejsen var planlagt til 16.-19. april. 11 tilmeldte og alle glædede sig til at komme afsted.

Det kan ikke overraske, at turen er aflyst. Alting er gået stærkt, ingen dag er som den i går. Op til betaling af depositum i starten af marts, meldte en person fra. Hun var, som andre var begyndt at blive, nervøs for, om man kunne havne i to ugers karantæne på et hotel i Polen, og hun havde sit arbejde at skulle hjem til. Efter nye overvejelser skrev jeg ud om muligheden for, at vi udskød rejsen til september. Stemningen var dog, at vi stadig rejste i april. To meldte alligevel fra, da de ikke kunne overskue eventuel karantæne eller at udsætte deres familier for smittefare og dermed miste muligheden for at besøge deres ægtefælle på plejehjemmet i en periode. Da vi når til 7.marts, er vi 8 tilbage, der stadig er parate til at rejse til Stettin den 16. april. Den 12.marts, efter at have hørt statministerens tale aftenen før, tog jeg beslutning om, at vi hverken skulle rejse i april eller udsætte til september, så jeg gav besked om, at rejsen blev aflyst. Den 13.december lå det på skrift, at vi have afmeldt vores rejse, lige inden det resterende beløb for rejsen skulle betales.

I skrivende stund, den 16.marts, er der lukket for alle udrejser fra Danmark og indrejser i Polen den næste måned. Forbud mod besøg på plejehjemmene har været effektueret flere dage nu, hvor længe er der ingen, der ved. I skrivende stund fik fortællingen denne vinkel. Havde jeg skrevet om en forventingens glæde for et par uger siden, eller kunne jeg skrive ud i fremtiden om et par dages ferie, havde fortællingen været en anden.

Vi ved ikke, hvad der sker i morgen.

Vi kan kun være i nuet. I stedet for at se frem til en ferietur med andre pårørende, så må vi sørge for at undgå smitte, undgå at bære den med os, vi må stå distancen og på distance være der for hinanden. Benytte telefonopkald, skype, facebookhilsner, smshilsner.

Langdistancerelationer er hvad vi i dag kan byde ind med. Vi kan godt, bare vi overholder distancen.

Alene på sin gren skuer mod horisonten

Pårørende klarer det selv, men ikke sig selv.

Mange pårørende kan sikkert nikke genkendende til, at man selv klarer ærterne langt ud over, hvad man reelt formår. Men først når man endelig har taget initiativ til at opsøge hjælp.

Vi går rigtig langt som nære pårørende for at klare dagligdagen sammen med vores kære ægtefælle. Selv om træthed melder sig, selv når man bliver ramt af sygdomme, som ofte viser sig at være stressrelaterede, ja så klarer man det lige en dag til – og en dag til. Man tænker på de ting, man stadig kan gøre sammen, feks en ferietur, gå i byen, besøge familien. Man har måske formået at fastholde sine mangeårige egne aktiviter og ven(inde)kontakter, og man har måske en familie, der bakker op, så man som pårørende kan trække vejret uden for hjemmet korte øjeblikke i andres selskab. Selv formåede jeg for en tid at bevare mit arbejde som socialrådgiver. På mit arbejde følte jeg, jeg havde helle for demenslivets tyngde derhjemme, og jeg havde mulighed for at møde “raske” mennesker gennem min faglighed. – For en tid, indtil stress overtog oplevelsen af frirum.

Man holder fast i de halmstrå, som bøjer sig ved den mindste vind, for at holde fast i lidt normalliv. Selv om det ikke mere er normalt, eller ihvertfald som det var engang.

En dag kommer et lille vindpust og vælter læsset. Der er fyldt op, og det ramler sammen for fødderne af en.

For et par dag siden blev jeg kontaktet af Ulla, hvis mand har fået konstateret demens for et par år siden. Hun havde haft mit telefonnummer liggende i omkring 1 1/2 år. Jeg kender hende ikke, men jeg kender nogen i hendes familie, som jeg dengang gav mit telefonnummer. Med mine efterhånden flere års erfaring undrede det mig ikke, at hun først nu kontaktede mig. Hun har måske mange gange overvejet at kontakte mig, men har alligevel ikke gjort det. Andre gange har hun undladt at ringe, “for det går jo så godt lige nu”. “Det (lig med alt) skal jeg nok selv klare”, “vi kan stadig foretage os mange ting sammen, går ud og spiser sammen, tager på ferie….”.

Og det er her, der opstår et langvarigt dilemma. For når det går godt i nogle timer, i nogle dage, så kommer håbet om, at det skal nok gå. Nedslidningen er godt i gang, men man holder fast i halmstrået. Man rejser på ferie, fordi man selv har behov for det, og fordi det lugter af den gamle normalitet, glæden ved at rejse sammen og få fælles oplevelser. Samtidig er ferien blevet ganske anderledes, den er krydret med den pårørendes ekstra øjne og opmærksomhed på sin demensramte ægtefælle, “hvad er det dog, han siger”, ” hvorfor bliver han vred nu”. Man trækker sig fra fællesskabet tidligt, man siger ikke noget til de ukendte rejsefæller om ægtefællens demenssygdom, for man vil ikke have følelsen af at gå bag om ryggen på sin mand, når han ikke har nogen erkendelse af, at der er noget i vejen. Fantasi og tanker får frit løb. “Hvad mon de andre tænker, kan de fornemme at noget er anderledes. Han svarer i øst, når der spørges i vest”.

Da jeg taler med Ulla, kan jeg forstå, at hun dagen inden endelig havde taget kontakt til kommunens demenskonsulenter for at få hjælp. En opringning, der er taget tilløb til. Demensen har gnavet sig mere og mere fast i familien, kan jeg høre på Ulla, der fortæller om sin og ægtefællens hverdag, hvor hun selv helst klarer alt. Den demensramte ægtefælle har ikke nogen erkendelse af sin situation. Det husker jeg selv så tydelig. Jeg var træt, jeg orkede ikke at blive mødt med det forventede vredesudbrud over at have taget initiativ til at ringe til en demenskonsulent i kommunen. “Hvem er hun, hvad skal hun her, hvad har du nu gjort”. Jeg var på 24/7, og det blev sværere at tænke klart.

Når den første opringning foretages til demenskonsulenten, er det et stort skridt, alligevel er man hurtig til at undskylde sit opkald “det er ikke noget, der haster”.

Lad os kalde sådan en opringning Et Nødråb. For det haster at få aftalt et møde. At kunne se frem til en snarlig aftale med en professionel, som kan hjælpe familien videre frem. Virkeligheden i mange demensramte familier er, at man ringer for hjælp en måned, fem måneder, et år senere end behovet har eksisteret.

Der var behov for et halmstrå at holde ved. Ulla havde brug for råd og konkret hjælp. Endelig havde hun kontaktet demenskonsulenten. Hun fortæller mig, at kommunens demenskonsulent havde sagt til hende, at næsten alle demenskonsulenterne var på vinterferie, så hun ville blive kontaktet af en, når de kom tilbage fra ferie. Ulla beklagede sig ikke over det svar. Hun svarede, som jeg tror rigtig mange i hendes nedslidte situation ville svare, “det haster ikke”.

Efter vores samtale afsluttedes, tyggede jeg videre på denne bemærkning fra en professionel, der om nogen må vide, hvad det vil sige at have demens tæt inde på livet, og hvor ofte, man som pårørende udskyder til det sidste at bede om hjælp. Jeg tænkte “hvad kommer det Ulla ved, at personalet holder vinterferie. Den professionelle, der møder så mange mennesker med demens og deres pårørende, efterlader kvinden i et sort hul”. En konkret aftale om besøg blev det ikke til, og nu kan hun gå og vente på at blive ringet op. Hvornår? Jeg husker selv de gange, hvor jeg har gået derhjemme og ventet på en opringning, der blev lovet, og som ikke kom som aftalt. Det tærer på kræfterne. Forhåbentlig er hun allerede blevet kontaktet, Ulla.

Ulla og jeg fik en god lang snak i telefonen, og nu er der åbnet op for og blevet lettere at ringe til mig en anden gang. Hun behøver ikke at stå uden kontakt til andre, der er eller har været i samme situation. På et tidspunkt kommer Ulla måske i Pusterummet, hvor pårørende mødes og taler sammen. Lige nu orker hun det ikke, samtidig med at det i virkeligheden er her, hun kan møde andre ligestillede i en varm og omfavnende atmosfære. Når hun er klar, kan hun tage sin ægtefælle med til fælles aktiveteter for demensramte og pårørende.

Ligesom man ikke er klar til at ringe efter hjælp, før man er virkelig træt, så tager det ofte også tid, før man møder op til aktiviteter for demensramte og pårørende. Det er en proces at erkende, at her kan man møde andre i samme situation, møde forståelse og genkendelse. Jeg husker det tydeligt, fra dengang Steen blev ramt af demens. Det tog tid at orientere mig/os mod helt nye slags tilbud. Det tog tid at erkende, at vores (sam)liv fremover basseredes på nye og andre tilbud.

Jeg kender jo langtfra de godt 1000 demensramte familier i den kommune, hvor jeg bor, men jeg har over årene haft kontakt med rigtig mange pårørende, og jeg oplever gang på gang, at hjælp søges meget sent, hvis den ikke er blevet tilbudt. Vejen igennem et demensliv er ofte lang og fyldt med ændringer og forværrede situationer, og ingen kan stå det igennem alene.

Hvad vi ser og hører

Igennem de seneste 4-5 år har jeg deltaget i bisættelser, hvor jeg sjældent kender afdøde. Jeg har ikke talt med vekommende, som regel aldrig mødt vedkommende, jeg kender mest til afdødes livsvilkår i hans eller hendes sidste del af livet. Jeg kender derimod ægtefællen, som endegyldigt har mistet sin livsledsager.

Når ens kære får demens, så mister vi den person, vi kendte, men mister vi også helt? Der kan selvfølgelig være forskellig opfattelse af det. Selv synes jeg ikke, at jeg mistede Steen. Jo, ham jeg kendte som en rask og initiativrig person, hvor vi delte hverdagen med hinanden. Den Steen eksisterede mindre og mindre. Vores samvær blev anderledes, men han levede dog stadigvæk, og vi fik det mulige samvær. Det er vanvittig hårdt at miste et menneske, man elsker, til demensen. Jeg mistede den Steen, jeg kendte, vi mistede vores muligheder for et fælles liv. Men først den dag, han sov ind, mistede jeg endegyldigt. Den fysiske Steen sagde farvel til livet.

Den dag, Steen blev bisat, mødte flere af mine pårørendevenner op i kirken og deltog i fællesskabet efterfølgende. Det betød meget for mig, rigtig meget, at netop de var tilstede. Steen kendte de kun ud fra mine fortællinger om de svære dage, uge måneder, som demensen havde ført med sig. Steen havde aldrig mødt dem, kendte for så vidt ikke deres eksistens. De kom som en støtte for mig. Men ud over den støtte, de var for mig, så fik de en viden om et andet menneskes livshistorie i tilgift. Præstens fortælling i kirken om Steens livsforløb. Min afskedstale til Steen ved den efterføgende sammenkomst. Mødet med andre tilstedeværende, der kom for at sige farvel til Steen. Den oplevelse har jeg båret med mig videre i min indsats på demensområdet.

Når en pårørende fra Pusterummet mister, så giver jeg de andre pårørende, hvis den efterladte ønsker det, besked om dødsfaldet og tidspunkt for bisættelse. De, der kan, deltager. I går var vi tre, nogle gange er der fem eller seks pårørende. Jeg bestiller bårebuket fra Pusterummet med en hilsen med varme tanker fra os alle.

I kirken lytter vi til præstens fortælling om afdøde. Det levede liv tager form. Vi kender sjældent resten af familien, men når det er muligt, hilser jeg og andre pårørende på de efterladte, og hver gang hører jeg, at de kender til Pusterummets eksistens.

Det bliver meningsfuldt og livsbekræftende i sorgen over at have mistet, i sorgen over at have gennemlevet år tæt på de barske forandringer, som demens forårsager, at deltage og mindes sammen.

Selv om man mister endegyldigt, så er man ikke overladt til sig selv som pårørende. Mange efterladte finder stadig meningsfuldhed i at fortsætte i det fællesskab, der eksisterer i Pusterummet. Vi er ikke familie af kød og blod, vi er ikke mangeårige venner, man har fulgtes med i sine unge år, til familiebegivenheder eller alle de begivenheder, der forekommer på godt og på svært i raske familier. Men vi er alligevel noget særligt for hinanden, som ikke stopper med det endegyldige tab, vi er der som pårørende for hinanden, så længe man overhovedet har brug for det.

Traditionen tro

Juletraditionerne kommer ikke overraskende snigende ind på os i løbet af december. Med juletidens traditioner, “vi gør som vi plejer”, følger også minder og følelser. Og det er den kombination, der gør julen til en leg, til en hyggemåned, til en måned i familiens skød, eller til en tung måned hvor sorg og tab fylder tankerne og gør det svært at komme op de mørke vintermorgener. Udtrykket traditionen tro bliver udvisket, efterhånden som demenssygdom gør mere og mere indtog i familien.

Som nære pårørende sander vi, at traditioner til højtider og mindedage kommer under forandring. Julen bliver holdt på plejehjemmet, det er udelukket at afholde julefrokoster i hjemmet, som man plejer, julegaven fra ens kære til os selv, må vi selv købe. Festtøjet er skiftet ud med tøj, der er praktisk. Som pårørende opstår dilemmaer, hvor og hvordan julen skal fejres, for ønsket om at være sammen med sin kære sættes i nye rammer.

Det bliver til den mulige jul. På den demensramtes betingelser. Fejringen afhænger af, hvor meget han eller hun orker og magter eller forstår.

Traditioner skabes i et fællesskab, og det bliver sværere i årene, hvor demenssygdom tager mere og mere over. Men det betyder ikke, at der ikke kan skabes nogle gode rammer. Der kan stadig pyntes op i plejeboligen, man kan håbe på, at familiemedlemmer vælger at komme på besøg for at ønske god jul. Juleaften kan holdes på den mulige måde på plejehjemmet, hvor man deltager til frokost eller middag.

Jeg ved, at mange pårørende overvejer, om man skal tage til plejehjemmet og hente sin demensramte mor, far eller ægtefælle hjem til fejring af juleaften. For lysten til fælles fejring i egne vante omgivelser i ens eget hjem bliver ved med at være i os. For mig var det ikke muligt. Jeg fejrede juleaften, og også nytårsaften, på plejehjemmet ud fra det muliges betingelser. Når jeg gik hjem gennem den tomme by klokken otte om aftenen, så fyldtes jeg af tristhed og ensomhed. Men alligevel også af en glæde over, at Steen stadig vidste hvem jeg var, og vi havde fået et par mulige timer sammen. Nattehimlen var sort og stjernefyldt, og jeg kunne fylde lungerne med den kølige aftenluft.

Da Steen døde, stod jeg i en ny situation. Han og jeg havde i så mange år holdt jul alene sammen. På Madeira, i vores hjem i Virum og nogle gange hos en veninde på Bornholm. De seneste to år på plejehjem. Hvordan skulle min fremtidige jul forme sig.

Under demenssygdommen finder vi ud af, at jul kan fejres på andre måder, livet går ikke i stå men ændrer sig. For mit vedkommende trådte jeg ind i en anden families traditioner efter Steens død. Jeg blev gavmildt inviteret til at fejre jul hos nogle mangeårige venner. Vi havde aldrig fejret jul sammen, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at denne invitation ville komme. Julen er et tidspunkt, hvor der er masser af kød på bordet, andesteg, flæskesteg, kalkun, gåsesteg. Som ikke kød spiser tænker jeg, der skal en ekstra åbenhed til for at have mig med som deltager. Jul med min nære familie har jeg ikke holdt siden 1997. Min datter flyttede til sin far i 1998, og det var først de to år, Steen boede på plejehjem, at hun valgte at holde juleaften sammen med os.

Jeg tager det ikke for givet, at mine venner på Amager inviterer, men jeg er blevet inviteret hvert år siden 2015.

Hvis følelser af sorg over dem, vi har mistet, savnet af dem, vi engang har fejret jul med dukker op, skal der være plads til minder. Selvfølgelig skal det være legalt at tale om ens kære juleaften, tale om minder, og hvordan man har det. Det tror jeg egentlig er den bedste omsorg, man kan give hinanden, lyt og del, giv et kram, alt det er mere værd end julegaver og andesteg.

De første år, jeg holdt jul hos mine venner, var Steen i mine tanker i løbet af aftenen som et savn. Jeg er hos en familie, hvor han og jeg ikke har holdt jul sammen. Da jeg i år kom hjem til Virum sent juleaften, gik det op for mig, at jeg ikke havde tænkt på Steen i løbet af aftenen hos mine venner. Jeg mindes ham i julemåneden, tænder et lys, går en tur på kirkegården, men det stod også klart for mig, at jeg kunne have en hyggelig og sjov aften i nærværet med mine gode venner.

Jeg nyder altid hjemturen i bussen juleaften. En træt og mæt stemning hos passagerene har afløst den forventningsfulde stemning på vejen ud, og de nu åbnede pakker bæres med tilbage. Da jeg trådte ind i mit hjem langt over midnat, så dukkede minderne om mine mange års juleaftener sammen med Steen op. Efterladende en vis vemodighed.

På rejse med min livshistorie

Jeg har lige været afsted på en dejlig efterårsrejse til Cinque Terre i Italien, hvor jeg tilbragte en uge sammen med 29 mennesker, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har tidligere skrevet om at rejse alene, både her på min blog og i bogen “I morgen er en ny dag”. Om hvordan jeg får nogle gode oplevelser af at rejse afsted alene på grupperejse.

Da jeg begyndte at rejse igen efter Steens død i 2015, besluttede jeg mig for, at rejserne skulle gå til lande og byer, som han og jeg ikke havde besøgt sammen. Det var der især to grunde til. For det første var jeg sikker på, at jeg ville bruge meget energi og tankevirksomhed på, hvordan hans og mine ferier sammen havde været netop der, og jeg ville begynde at sammenligne. For det andet er der så mange steder, jeg endnu ikke har besøgt, og som jeg gerne vil stifte bekendtskab med. Min beslutning om at tage afsted alene med en gruppe af ukendte rejsedeltagere har været det rigtige valg for mig.

Min første tur, som gik til Toscana – var vel en slags prøve på, om jeg havde valgt en for mig god rejseform. Det var en forårstur, hvor akacietræerne blomstrede, de små byer indbød til at gå rundt og nyde atmosfæren, de større byer som feks Firenze bød på utallige indtryk af landets historie, religion, kultur, der blev smagt på lækre italienske retter og gode hvidvine, og jeg mødte flere mennesker i gruppen, som jeg havde det hyggeligt sammen med. Jeg var deltager i en gruppe, hvor der var plads til at være mig selv. Jeg var på forhånd klar over, at de fleste deltagere nok var par.

Jeg håbede, at jeg ved at rejse nye steder hen, ikke blev ramt af de følelser af tab, der gang på gang ramte mig, da Steen levede, og vi ikke mere kunne dele hverdagen med at rejse sammen, udforske nye områder eller slentre sammen i en by og gå ind og spise frokost på en hyggelig restaurant. Det har vist sig, at jeg sagtens kan rejse ud og få oplevelser, som vedrører mit nuværende liv, min nuværende situation. Det er selvfølgelig anderledes, hans og mit fælleskab er væk. Til tider bevæger jeg mig rundt alene i løbet af turen, til andre tider taler jeg med andre fra gruppen.

Da jeg rejste til Toscana, havde jeg ikke taget højde for, at jeg ikke kan undslippe min livshistorie. Ikke ment som noget negativt, men jeg havde en forestilling om, at jeg ikke skulle tale om demens, jeg skulle ikke tale om Steens sygdomsforløb og om mine år som pårørende. Jeg skulle have ferie fra et område, som jeg ikke blot har så mange personlige erfaringer indenfor, men også bruger meget af min tid på i hverdagen herhjemme. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Jeg kan jo ikke løbe fra de år, jeg har levet med Steen både før og under demenssygdom. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er engageret i at bruge min viden og erfaring over for andre mennesker, der aktuelt i deres liv har demens tæt inde på livet.

Det måtte jeg sande, allerede dengang jeg tog til Toscana. Demens er blevet en del af mit liv og dermed af min livshistorie. Hver eneste gang, jeg rejser, støder jeg ind i mennesker, som har eller har haft demens tæt inde på livet. Ægtefæller, gode venner, voksne børn, søskende. Og jeg møder ofte meget usikkerhed, ønske om at forstå, behov for redskaber og erfaringsdeling, at det giver mening at tage en snak om det. Jeg er begyndt at tage materiale med om mine bøger, nogle gange medbringer jeg også et eksemplar. “I morgen er en ny dag” er en lille bog, der ikke fylder meget i kufferten, og det har vist sig at være en god ide at tage et enkelt eksemplar med.

Jeg hverken kan eller vil løbe fra min livshistorie. Deler gerne af den, og jeg tror, at jeg ved at have skrevet dagbog og have skrevet og udgivet et par bøger og holder foredrag har fået lettere ved at dele, lettere ved at være åben, også vel vidende at jeg på ingen måde står alene med mine oplevelser og erfaringer. Og det fratager på ingen måde min gode rejseoplevelse. Samtalerne om demens og at være pårørende er langt fra noget, der fylder hele min ferie. Men det skaber nærværende relationer om et svært emne.

Når jeg falder i snak med pårørende, så dukker spørgsmålene op, og tvivl og frustration, sorg og afmagt ligger og lurer hos flere af dem. Jeg fornemmer, at det giver en ro at få talt med en som mig, der har været igennem flere år med demens tæt inde på livet. Det giver en afklarethed på nogle indtil nu ustillede spørgsmål, og man kan vende hjem med nogle ideer til, hvordan man kan tale med de ramte og ikke mindst forblive i relationerne i stedet for at trække sig. Der er en stor gruppe mennesker, som ikke får talt med andre om deres tanker og tvivl, om de nu gør det rigtige.

Derfor er feks DR1s udsendelse om Bjørn og Julie, som jeg fornemmer, at mange har set, så god til at oplyse, fortælle, give indsigt og sætte livet med demens i perspektiv. Måske er de stødt på en artikel i et blad, men går ikke nødvendigvis på biblioteket, griber fat i en bog, kontakter kommunens demensvidenspersoner, eller spørger Alzheimerforeningen. “Hvad kan jeg sige”, “hvordan kan vi bedst hjælpe”, “hvad skal man gøre, når ægtefællen eller børnene ikke vil se i øjnene eller tale om, hvordan det står til i familien”. – Der findes ikke de rigtige eller forkerte svar, det handler om at turde dele sine spørgsmål og turde lytte til erfaringer og viden på området og reflektere. Jeg møder også rejsedeltagere, som har demens tæt inde på livet, men som ikke har behov for at tale om det, og det repekterer jeg selvfølgelig altid. Vi er i en feriesituation, og måden at holde ferie på, slappe af, lægge bag sig, hygge sig er op til den enkeltes behov.

På min seneste tur kunne jeg glæde en deltager med min nye bog “I morgen er en ny dag”, da hun vil tage den med hjem til sin veninde, fordi hun vurderede, den kunne være en hjælp for hende. Igen finder bogen vej til en pårørende, som ikke deltager i andre gruppefællesskaber, og det var for mig et rigtigt vigtigt afsæt, da jeg skrev og udgav bogen. At den kunne være til hjælp for pårørende, der (endnu) ikke er kommet med i fællesskaber med andre pårørende.

Jeg er nu kommet hjem til det danske efterår med de flotte efterårsnuancer på træerne, klar til at være tilstede, fyldt med ny energi, som jeg må sande, at en ferietur altid giver mig.

Hvordan kan man gøre det

Jeg har overvejet om jeg skulle skrive dette blogindlæg og er nået frem til, at hvis jeg vil holde fast i, at det er vigtigt at få italesat så mange dilemmaer som muligt på demens- og pårørendeområdet, og hvordan det opleves at være pårørende, så må jeg sætte ord på min frustration og vrede.

Har du læst min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”, hørt mig fortælle om bogen ved et foredrag eller talt med mig i andre sammenhænge, så vil du være klar over, at mit valg om at dele mine erfaringer og oplevelser om årene med demens inde på livet tager afsæt i, at vi har brug for hinanden, demensramte, pårørende, medarbejdere, ledelse og politikere for at vi kan skabe gode rammer, et godt liv for de demensramte, både i hjemmet og på plejehjemmet. – Der er brug for åbenhed og viden om demens, og hvordan sygdommen påvirker og ændrer. – Der er brug for at tale om og arbejde for de bedste og de rette kvalifikationer i hverdagens indsatser som pleje, omsorg, aktiviteter. – Der er brug for god uddannelse og et humant menneskesyn. – Der er brug for at råbe politikere og videnspersoner op. Dette er et alvorligt område, som hver dag berører omkring 90.000 demensramte, gang dette tal med antal nære pårørende i en familie, og de medarbejdere som dagligt i kraft af deres arbejde møder demensramte og pårørende i hjemeplejen, på plejehjem, i de kommunale forvaltninger, på hospitalerne.

Vi har forskellig tilgang til livet med demens. Ægtefæller, børn, søskende, forældre bliver pårørende. Pårørende har haft og har et liv med det menneske, der er blevet ramt af demens. Pårørende mister det menneske, vi elsker, til en uhelbredelig sygdom, der forandrer sind og krop. Pårørende skal være med i det omfang vi magter til at skabe et fortløbende liv – til sidste åndedrag.

Da Steen flyttede på plejehjem, i første omgang akut aflastning, som han dog aldrig vendte hjem fra, indebar det så stor smerte og så store og endegyldige livsforandringer. Dårlig samvittighed, “kunne jeg gøre andet”, “hvad var bedst for ham, bedst for mig”. Jeg var nylig sygemeldt med stress, havde ikke nogen nær familie i hverdagen, sov sjældent en nat igennem. En hverdag med flere og flere vanskelige situationer, der havde udviklet sig igennem knap to år. Jeg så også frem til ikke at være på 24 timer i døgnet på alle parametre.

Jeg vidste ikke noget om plejehjem, hvad er godt, hvad er ikke så godt. Hvad kunne jeg forvente. Jeg havde ikke noget sammenligningsgrundlag, så jeg måtte tage udgangspunkt i mine egne oplevelser i mødet med plejehjemsverden, både det gode og det svære. Og dem skrev jeg om, ofte efter frusterende dage, i min dagbog.

Jeg begyndte på et tidspunkt efter Steen var flyttet fra vores fælles hjem at skrive mine dagbogsnotater sammen. Dette fortsatte jeg med efter hans død. Denne proces gav mig et overblik over og sammenhæng i, hvad der egentlig var sket i de år. Hvordan sygdommen havde udviklet sig fra slemt til værre, hvordan samarbejdet havde været med personale og ledelse på godt og svært, plejehjemskultur, samarbejde med læger og hukommelseklinikker, nærværende og fraværende netværk, min pårørendegruppes betydning og mine måder at håndtere dage, måneder og år med demens inde i mit liv.

Jeg så så mange dilemmaer, der kunne tages hul på ved at fortælle om mine oplevelser som pårørende, mens de havde stået på og ikke som efterrationalisering. Derfor gik jeg igang med at samle dele af mine dagbogsoptegnelser og mailkorrespondance med Steens barndomsven Martin til et manuskript. Mit håb med bogen var – og er -, at den kan åbne op for dialog på tværs samtidig med, at jeg med min og Steens historie kan fortælle om oplevelser, følelser og tanker, som andre pårørende kan spejle sig i.

Jeg valgte at anonymisere de plejehjem, Steen boede på, da jeg ønskede at fokusere på mine oplevelser og dilemmaer. Det var i denne sammenhæng ikke så interessant, hvilke konkrete plejehjem, det drejede sig om.

Jeg ved det, min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” blev lidt af en mursten på knap 500 sider. Og da havde jeg allerede beskåret materialet kraftigt. Jeg ville beskrive den uendelige dagligdag, som ingen ved, hvornår ender, en hverdag, hvor den sidste bolig ikke mere er en fælles bolig, men et sted hvor ansatte med forskellig faguddannelse og -erfaring har deres hverdag. Hvor jeg som udgangspunkt mente, troede, håbede på, at vi sammen skulle danne gode rammer for Steen, der boede i et ikke selvvalgt kollektiv. Alene på sit værelse eller senere lille bolig, hvor han skulle have hjælp til bad og påklædning og efterhånden også til at komme i seng og op af den igen, komme på toilettet. Alene men med behov for kontakten med andre mennsker, der så og hørte ham.

Jeg har ingen indflydelse på, hvordan min bog, eller min bøger, bliver læst, og har nu for første gang fået en rigtig negativ tilbagemelding. Ikke direkte, men indirekte fra en pårørende, der med positiv hensigt spurgte en plejehjemsleder, om plejehjemmet var interesseret i at få min nye bog (min nye bog er allerede modtaget i en interesseret og positivt ånd på flere plejehjem). Svaret var, at jeg havde svinet hendes plejehjem til i den grad i “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”, så hun skulle absolut ikke se flere bøger fra mig.

Ups. Jeg blev ærlig talt noget rystet. Rystet fordi der sidder en plejehjemsleder på et plejehjem, som har det menneskesyn, at pårørendes oplevelser og erfaringer ikke tages alvorligt. Rystet fordi det er lederens svar til en pårørende, der kommer med et forslag. Rystet fordi det er sådanne holdninger,der absolut ikke er med til at forbedre og udvikle forholdene på plejehjemmene og invitere til samarbejde. Det skal siges, at jeg kender vedkommende leder meget lidt. Hun var leder på plejehjemmet, mens Steen boede der, men jeg mødte hende ikke dengang på plejehjemmet.

Men jeg kan egentlig også mærke en vrede ulme i mig. Jeg har gennem årene, hvor Steens demenssygdom udviklede sig, slugt mange kameler, jeg har været glad og taknemmelig, når noget godt er sket, når han er blevet set og hørt. Når jeg blev set og hørt. Jeg har været frustreret over forhold, som ikke altid var optimale, men som kunne accepteres, hvis der var medmenneskelighed tilstede. Jeg har ofte slugt min vrede og er gået frustreret og ked af det hjem fra plejehjemmene. Mine frustrationer har jeg heldigvis også kunne omsætte til handlinger. Ikke altid dog. Det gjorde jeg, da Steen levede med demenssygdommen, det gør jeg stadigvæk. Jeg skriver, og jeg fortæller. Jeg håber, det sammen med mange andres stemmer kan være med til at forstå, forandre, forbedre.

Jeg skal have luft nu for min vrede over, at de forhold, jeg beskriver, optages som tilsvining af et plejehjem og ikke som en mulighed for at se sine egne tilgange og rutiner igennem. Det giver mine oplevelser jo mulighed for. Jeg ved, at alt, hvad jeg har oplevet som pårørende, er jeg ikke ene om, og det handler ikke nødvendigvis om oplevelser på dette enkelte plejehjem. Jeg er vred over, at pårørende ikke tages alvorligt.


Ja til pårørendegrupper

Det er længe siden, jeg har været til tasterne på min blog. Det betyder ikke, at jeg ikke skriver mere, eller ikke har noget på hjerte.
Det er måske snarere et billede på, at jeg skal finde nye veje på min blog.
Mine personlige fortællinger om, hvad jeg oplevede som pårørende, hvordan jeg havde det og klarede min dagligdag under Steens sygdomsforløb, er for en stor dels vedkommende nedskrevet i min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”. Her kan jeg til hver en tid gå ind og genopleve årene som pårørende. Og det gør jeg nu og da.
Mine erfaringer og oplevelser aktiveres også, når jeg er ude og holde foredrag med udgangspunkt i min bog. Jeg oplever, når jeg kommer ud og møder pårørende, at de genkender så meget fra deres egen aktuelle situation, når jeg fortæller og læser op af mine egne erfaringer. Jeg oplever, at fagfolk og politikere bliver berørt og for nogles vedkommende får en yderligere, forståelse af, hvad det vil sige at være pårørende. Hvad det vil sige at være pårørende til en demensramt, med alle de tab det medfører, ændringer i livssituation, og følelsesmæssige nedture. Behovene for at blive hørt, inddraget, det naturlige ønske om samarbejde, og om hjælp til selv at få små frirum i hverdagen for ikke at bukke under.

Jeg kan tale om det, fordi jeg har været der. Jeg er der ikke mere i min dagligdag i dag. Jeg lever et aktivt liv, hvor jeg vågner op om morgenen og ser frem mod en ny dag.
Jeg har valgt fortsat at beskæftige mig med demens og pårørende. Fordi jeg har været der selv, og fordi jeg kan se, hvor meget det betyder, at pårørende har et sted at mødes og tale sammen. Jeg har tidligere skrevet om Pusterummet, hvor pårørende mødes en gang om måneden. Det er et tilbud, der søges af stadig flere pårørende.
Der møder pårørende op fra andre byer for at være med. Behovet er der for at mødes med andre i samme situation.
Jeg har ikke et overblik over, hvor mange kommuner, der har tilbud om pårørendegrupper, men enhver kommune bør have sådanne tilbud.
Pårørendegrupper er en livline for den pårørende, og kan være stedet, hvor der prikkes hul på følelsen af, at man er helt alene med de tunge oplevelser i dagligdagen.

Som sagt er min hverdag i dag ikke tynget af afmagt, savn, tab, mangel på forståelse, som da Steen levede. I fredags, den 31.august, var det tre år siden, Steen døde. Jeg var på kirkegården med en buket blomster fra haven. Det føltes både så længe siden og alligevel ikke. Tre år siden han døde, men over syv år siden han var sit gamle jeg.
Jeg har haft mange gode år med Steen, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har haft nogle svære og intense år, da demensen greb ham. Men selv de år har også givet mig nogle gode oplevelser og ikke kun tæret på min ressourcer. De har har også givet mig kræfter. Kræfter til at leve et liv, som gør mig glad med gode oplevelser. En af grundene er, at jeg havde min pårørendegruppe.

Jeg har mindedage, som feks Steens fødselsdag, hans dødesdag. Dage hvor tanker og minder dukker op mere intenst. Jeg har min hverdag, hvor tanker også dukker op om oplevelser, vi har haft sammen. Jeg kan finde på at tænde et lys eller se på billeder fra vores liv sammen eller afspille et stykke musik, som minder om vores fælles musikoplevelser.

I denne uge har TV2 fokus på demens. Det kan jeg kun bifalde, at de igen i år fokuserer på demens og også på, hvad det betyder at være pårørende. I den forbindelse er jeg inviteret ind i Alzheimerforeningen på torsdag morgen, hvor Go´morgen Danmark er tilstede, for sammen med to andre pårørende at fortælle om, hvad det betyder at være i en pårørendegruppe. Fortælle om mine personlige erfaringer.
Og som det nok kan læses af dette og tidligere indlæg, så er min anbefaling utvetydigt, at man som pårørende får så meget ud af at mødes med andre pårørende.

Mit liv har minder og mit liv leves.

Livets gang og forgangenhed

I morgen er det Steens fødselsdag. Han døde 71 år gammel, i morgen kunne han være fyldt 74. I mit billede af ham vil han aldrig blive ældre end 71.

Efter Steen døde begyndte en tradition, hvor Martin og hans kone Laila tog med mig ud på kirkegården på Steens fødselsdag. Den forrige tradition, vi havde opbygget med fejring af Steens fødselsdag på plejehjem, blev ændret.
I år er der endnu en ændring, for Martin lever ikke mere.
Før Steen kom på plejehjem i 2013, fejrede Steen og jeg som regel hans fødselsdag alene sammen, ofte med rejser, da hans fødselsdag er midt i sommerperioden.
I år tager jeg på kirkegården sammen med et vennepar, som har kendt Steen meget længere, end jeg har kendt ham, og som under hele Steens sygdomsforløb var til stede med jævnlige besøg på plejehjem, tog ham med på småture, da det stadig kunne lade sig gøre, og som ikke glemte også at være der for mig, og som stadig er mine gode venner.

Livets gang og forgangenhed i al sin tydelighed.

Det er snart tre år siden, Steen døde. Jeg savner ham, og jeg vil på hans fødselsdag også mærke sorgen over tabet af ham og det fælles liv, vi havde.

Som man nok kan læse af mange af mine tidligere indlæg, så er jeg stadig meget optaget af demens og pårørendes livssituation. Jeg er stadig aktiv deltager og arrangør af Pusterummet, mødested for pårørende en gang om måneden, og for Madklubben, fællesspisning for pårørende en gang om måneden. Det giver mening at fortsætte med de tilbud. Mange og efterhånden flere og flere pårørende møder op til arrangementerne. De sidste 3-4 gange har vi været 18 pårørende om et bord. Vi udvider bordets størrelse og henter flere kaffekopper frem, når det viser sig, at jeg ikke i starten har dækket op til tilstrækkelig mange.
Min bog finder sit liv ude i sin egen verden. Den lånes på bibliotekerne, jeg kontaktes af læsere, og jeg inviteres til at holde foredrag og oplæg rundt omkring i landet.

Har du lyst til at følge med i bogens liv og gerne deltage med egne erfaringer og hvordan bogen har været for dig, hvis du har læst den, så meld dig meget gerne ind i facebookgruppen “Kan jeg sygemelde mig hos Gud”. Du skal være velkommen med din inspiration.

I dag tager jeg til København og mødes med en veninde, i morgen går turen til Lundtofte kirkegård.

Efter udgivelsen

Den seneste måned har dels været præget af sygdom men også af mange nye og dejlige oplevelser efter min bog “Kan jeg sygemelde mig hos Gud?” udkom.

Udgivelsen blev fejret ved et arrangement på Lyngby Bibliotek, arrangeret af bestyrelsen for Alzheimerforeningens afdeling for Københavns omegn. Et flot arrangement, hvor omkring 60 mennesker mødte op. Det var en onsdag eftermiddag, og alligevel kom så mange mennesker tilstede og fejrede bogudgivelsen med mig. Jeg var fyldt af glæde og taknemmelighed over at se så mange mennesker, over de mange varme og kærlige ord fra de fremmødte.
Bøger blev signeret, en ny disciplin. Hver eneste hilsen i en bog er skrevet med en kærlig tanke til den, der går hjem og læser.

Jeg er efterfølgende blevet kontaktet både direkte, telefonisk, på mails eller på facebook med kommentarer fra læsere.

Da bogen udkom, oprettede jeg en facebookgruppe “kan jeg sygemelde mig hos gud”, hvor alle, der læser bogen, som har lyst til at kommentere, stille spørgsmål, følge bogens eget liv, kan melde sig ind. Det er en åben gruppe.

Efter at have givet en del af min livshistorie et bogliv opstår en ny virkelighed. Læsere, der spejler oplevelser, genkender situationer fra eget liv, omsorgstilkendegivelser over den svære tid, ros og anerkendelse til Martin over at være så god en ven både over for Steen og mig, og det spændende i at følge hans efterhånden større indsigt i og forståelse af sygdommens vilkår.

Bogen fylder næsten 500 sider, altså en temmelig lang fortælling, og den indeholder gentagelser og detaljer, som i første omgang kan være for meget, men som ved eftertanke giver mening. For det er sådan, det opleves at være pårørende. Gentagelsen dag efter dag af tab, af lidelse, dage hvor man griber de små glæder og gode oplevelser sammen med de svære. Man er tilstede her og nu og oplever intensiteten der. I morgen er en ny dag, som man ikke kender til. Man kan ikke lægge planer, med mindre man er indstillet på, at de kan ændre sig. Man lærer sig et liv på sygdommens præmisser. Det lyder trist, så jeg vil hellere udtrykke det således, at det er et ganske anderledes liv, end det liv, to raske ægtefæller kan leve med hinanden. I bogen kommer det forhåbentlig også frem, at man som pårørende også har et liv, vi kan træffe nogle valg, så vi ikke selv går til grunde. Vi kan ikke forhindre sygdommens udvikling, men vi kan og jeg vil gå så langt som til at sige bør finde veje, der forhindrer os i at gå til grunde.

Med bogen, der beskriver en stor del af min virkelighed de år, hvor Steen blev hårdere og hårdere ramt af sygdom, fortæller jeg også mange andre pårørendes historie, og med bogen har jeg mulighed for at få andre pårørende i tale, få andre pårørende til at fortælle om egne oplevelser. Give pårørende mulighed for at sige “læs, og du vil forstå hvordan det er at være pårørende”. Jeg håber også, at fagfolk vil give sig i kast med bogen for at få det kærlige skulderklap i forhold til den nødvendige gode relation til og dialog med pårørende og demensramte.
Jeg håber, at mit bidrag på demens- og pårørendeområdet kan være med til både at åbne øjne, fjerne angsten for at være tilstede midt i sygdommen, inspirere til at pårørende møder og taler med andre pårørende. Et af mine budskaber er, at vi har brug for hinanden, når demensen træder ind i vores liv. Som pårørende har vi brug for omsorg og nærvær, vi har brug for tryghed i den professionelle indsats og for at blive inddraget som samarbejdspartner ikke modstander, når vores kære rammes af demens (og andre svære lidelser).

Tiden vil vise, om bogen når ud, hvor den kan inspirere, om de organisationer og faglige uddannelsessteder, der beskæftiger sig med demens og med pårørende finder mening i mit bidrag og vil pege på det.

Jeg er allerede med min bog i hånden ude og møde interesserede til oplæg og foredrag. Forleden i København, hvor jeg læste op og fortalte om min bog til en gruppe pårørende, der har deltaget i Lær at tackle kursus. Snart skal jeg holde oplæg i Sorgenfri i en mandegruppe, der har inviteret mig og ved et arrangement for pårørende i demenstjenesten i Valby. Bogen bliver indgangen til den gode dialog og erfaringsdeling mellem deltagerne.

Det slår mig, at det er aldrig for sent at kaste sig ud i nye udfordringer. Jeg står i dag i en alder af 67 med min første bog i hånden.

Foråret er langt om længe begyndt sit indtog, og jeg kan supplere mit engagement omkring bogen og mine andre indsatser på demens- og pårørendeområdet med at få haven igang igen. Min havedam er nu vakt til live med stør og koi og salamandere, der begynder at vågne op. Påskeliljer, hyacinter, krokus, påskeklokker, tulipaner og ramsløg er kommet et godt stykke over jorden. Og snart pakker jeg kufferten til endnu en Italienstur med en grupperejse, hvor jeg både kan nyde samvær med andre, der har valgt at rejst på den måde, og så trække mig tilbage til mit værelse med balkon og havudsigt, når jeg har lyst til at nyde tiden for mig selv.

Vi mister alene – sorg kan deles

Overskriften var en sætning, der dukkede op i mit hovede sammen med et bestemt billede, da jeg var ude at gå tur i dag.

I flere dage har jeg puttet mig i boligens varme, uden lyst til at gå ud i kulde og blæst mere end højst nødvendigt. Disse dage er et væld af situationer og oplevelser med Steen dukket op. Savnet har været stort, savnet efter at kunne leve et liv sammen med hinanden. Savnet efter at kunne tale sammen, grine sammen.
Jeg tænker ikke på urimeligheden i, at han skulle rammes af demens som 67-årig, at vores samliv gik i smadder, det ville Steen have kaldt skæbne, og skæbne kan vi ikke ændre på.

I går mindede min yngste bror mig om, at vores mor døde for præcis 30 år siden, en uge før hun blev 62. 30 år siden, jeg husker stadig den dag så tydeligt. Det var godt lige at mindes med min bror.

Jeg tændte et lys for de døde i går i min stue. Tænkte på dem. Tænkte på Steen, på min mor, og på min far, der blev 67.

I morges besluttede jeg mig for at komme ud i den friske luft. Det er overskyet men ikke en vind rører sig. Jeg plukkede en lille buket erantis og vintergæk fra haven, undselig men fyldt af kærlighed fra haven. Turen gik forbi kirkegården for at møde stemningen under Steens himmel. Den lille buket blev lagt i fællesblomsterkummen, der blev plads til at give udtryk for det savn, jeg har mærket nogle dage, sorgen fyldte.

Da jeg var klar til at sige farvel gik jeg ud i den dejlige natur, der ligger i området, fandt en ny vej at gå og havnede ved Ravnholm station. Mine tanker blæstes igennem, jeg så på omgivelserne, træerne, de smattede stier, de brune blade, stilheden. Der er plads til nye tanker, en taknemmelighed over alt det jeg har oplevet i kølvandet af Steens sygdom. Taknemmelighed over de år vi havde sammen, taknemmelighed over de mange dejlige mennesker, jeg har mødt, og som selv er i og har oplevet tab og sorg på grund af demens.

Tilbage til sætningen, der dukkede op i mine tanker, da jeg var ved at være hjemme fra min gåtur. Billedet af dronning Margrethe, da hun stod alene foran Christiansborg Slotskirke og kiggede ud over de mange mennesker, der var mødt op i respekt, måske med egne minder og sorg aktiveret af prins Henriks død.
Vi så ryggen af dronningen, der stod der i mørket helt alene, og man kunne se hendes ansigt bevæge sig, da hun skuede ud over forsamlingen af mennesker, der delte sorg. Hvad dronningen har tænkt og følt i det øjeblik, ved hun kun selv, billedet stod stærkt.

Alene og alligevel i et fællesskab.